Ifølge de seneste rygter arbejder Apple på at give Apple Music en overhaling i iOS 10. Det sker dermed et års tid efter lanceringen af musiktjenesten. Arbejdet på den opdaterede udgave af Apple Music har ifølge flere kilder stået på siden slutningen af sidste år.

Den nye version fokuserer primært på en redesignet brugergrænseflade og derudover på nogle få nye funktioner.

Vi starter med det sidste. Ifølge en kilde arbejder Apple nemlig på at inkluderer sangtekster direkte i Apple Music. Ikke via en tredjeparts tjeneste men ved at pladeselskaberne får mulighed for automatisk at inkludere sangtekster, når de tilføjer musik til iTunes Store. Udrulningen vil ske gradvist, da det jo altså kræver at pladeselskaberne selv tager affære, men allerede fra start vil der være en "god portion" sangtekster inkluderet.

Det er dog i selve brugen af Apple Music, vi vil opleve de største forandringer. Brugergrænsefladen vil eksempelvis blive meget mindre farverig og i stedet holde sig til en generel mørk eller lys baggrund. I dag skifter baggrundsfarven eksempelvis i takt med hvilket album man kigger på. Det vil den ikke gøre fremover, men til gengæld vil selve album-billederne fylde mere. Ideen er at gøre den del af designet der ikke er billeder mere enkelt og ensartet.

Ellers vil de fleste ændringer være relateret til "Til dig"-sektionen i Apple Music. Det er den sektion der anbefaler ny musik baseret på hvad systemet kender til ens musiksmag. "Til dig" bliver mere simpel og overskuelig uden at der ændres på de underliggende anbefalingsalgoritmer.

Til gengæld forsvinder "Nyt"-sektionen, der i korte træk er en oversigt over toplister, nye udgivelser og udvalgt musik. Den bliver erstattet af en ny sektion kaldet "Browse" med bedre organiseret indhold.

Connect, Apples forsøg på at lave et social medie baseret på musik, bliver der ifølge oplysningerne ikke pillet ved.

Det forventes at ændringerne bliver vist frem når Apple i næste måned afholder udviklerkonference. Den endelige frigivelse vil så ske en gang til efteråret.