Fire nye iPad-modeller er dukket op i Apples online brugermanual for iPadOS 13 i Kina. Der er tale om to nye 11 tommer-modeller og to modeller på 12,9 tommer. De fire nye modeller har modelnumrene A2228, A2229, A2231 og A2233.

Modelnumrene optræder også i Eurasian Economic Commissions database over trådløse produkter. Det er et krav at nye produkter registreres i databasen for at kunne sælges på blandt andet det russiske marked. A2229 blev tilføjet så sent som i mandags.

Alt tyder altså på at der er fire nye iPads på vej fra Apple. Det har formodentligt væres Apples plan af lancere dem på et presseevent sidst i marts, men nu sker det nok snarere via en pressermeddelelse eller måske en online præsentation.

Efter at den kinesiske manual er blevet afsløret, har Apple fjernet omtalen af de fire nye iPads igen.