Apple lancerer årets nye iPhone 12 - her er de danske priser og lanceringsdato

Apple har her til aften lanceret årets nye iPhone-modeller. De hedder iPhone 12 og Apple har hele fire forskellige modeller klar. De hedder iPhone 12 mini, iPhone 12, iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max. Flere Danske teleselskaber tilbyder allerede nu at man kan blive skrevet op, hvilket nok er en god ide, hvis man planlægger at købe via et teleselskab,
Designet på de nye iPhones er mere kantet end vi er vant til, og bringer minder om den ikoniske iPhone 4. For at mindske ressourcespildet har Apple valgt hverken at inkludere strømforsyning eller høretelefoner med de nye iPhones.
Phone 12-serien byder på et kamerasystem, der giver bedre og mere detaljerige billeder med mere lys og kontrast. Især på iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max kan du virkelig mærke forskellen med tre kameralinser, bedre zoom, 87 % bedre low-light og bedre billedstabilisering.
Tidligere var det kun Pro-modellerne, som havde OLED-skærme, men i år har alle de nye modeller fået den gode OLED-baserede skærm. Alle fire modeller har også den nye A14 Bionic Chip, der er den hurtigste og mest energieffektive iPhone-chip nogensinde.
Lanceringstidspunkt og vejledende priser
De fire nye iPhone 12-modeller bliver lanceret ad to omgange. De to første kan forudbestilles fra på fredag den 16/10 og de to sidste fra den 6/11. Herunder er Apples vejledende priser. Køber du gennem et teleselskab, vil prisen formodentligt være en anden alt efter hvilke abonnement du køber med etc.
- iPhone 12 Mini kan forudbestilles fra den 6/11. Den vejledende pris starter ved 6.199 kroner.
- iPhone 12 kan forudbestilles fra den 16/10. Den vejledende pris starter ved 6.999 kroner.
- iPhone 12 Pro kan forudbestilles fra den 16/10. Den vejledende pris starter ved 8.899 kroner.
- iPhone 12 Pro Max kan forudbestilles fra den 6/11. Den vejledende pris starter ved 9.699 kroner.