Apple er snart klar med en printer der kan printe Live Photos ud. Altså de levende billeder af et sekunds varighed, som man kan tage med iPhonen. Printeren bliver lanceret i de første lande allerede i denne uge og trods en forholdsvis høj pris forventer Apple, at det vil revolutionere branchen.

Det måske lyder umiddelbart ret modsigende med et levende billede på papir, men når man først har fået det forklaret, virker det ret indlysende. Apple er kommet i besiddelse af teknologien via opkøbet af den finske virksomhed Huijaaminen OY, der er et spinoff fra universitetet i Helsinki. Huijaaminens teknologi var tæt på at ende hos Nokia, som dog vurderede at det finske marked ikke var helt modent på nuværende tidspunkt. Derfor slog Apple til.

En prototype, som den så ud da Apple overtog det finske firma, kan ses øverst. Det endelige design vil nok afviger en del fra dette.

Baseret på ny legering med nanocarbon, der kan huske sin form

Metoden bygger på metal med hukommelse. Du har måske set videoer på YouTube, hvor metallet nitinol ændrer form, når det får en bestemt temperatur. Man kan bøje og vride nitinol fuldstændig som man vil, men når man kommer det i vand med en bestemt temperatur, så finder metallet tilbage til sin starttilstand. Det er ret vildt og ret sjovt. Hvis ikke du har set det, så kig for eksempel på denne video på YouTube.

Apple er dog gået skridtet videre. Nitinol, der er en legering af nikkel og titanium, reagerer nemlig alt for hurtigt. Øjet kan dårligt nå at følge med. Apple benytter derfor en legering af kobber, aluminium og nikkel samt en særlig type nanocarbon, der gør hele forskellen. Denne legering reagerer meget langsommere, omkring en hundrededel af hastigheden af nitinol, og man kan derfor bedre se bevægelsen. Til gengæld kræver den en betydelig højere temperatur at få til at reagere end nitanol. Dog ikke noget, man ikke kan klare i hjemmet. Printet skal nemlig bare en tur i mikroovnen. Herefter vil det i løbet af 5-10 sekunder reagere, så man får en bevægelse, der fuldstændig ligner en lille film.

Et print tager cirka 10 minutter

Rent teknisk sker der det, at man printer metallegeringen på noget særligt varmebestandigt papir. Det print man laver, svarer til sluttilstanden af ens Live Photo. Dernæst kører man papiret gennem printeren igen, og denne gang flyttes der rundt på metallet, så det kommer hen i starttilstanden af ens Live Photo. Alt i alt tager det cirka 7-11 minutter, hvor særligt den anden gennemkørsel er tidskrævende. Herefter er printet klar til brug.

Når printet kommer ud efter anden gennemkørsel ligner det ethvert andet print af et billede. Det man ser her, er som sagt sluttilstanden. Miraklet sker, når printet har været en tur i mikroovnen. Det hele bliver varmt og billedet kommer nu over i starttilstanden. Takket være metallets hukommelse begynder billedet at bevæge sig efterhånden som metallet køler af og finder tilbage til sin oprindelige tilstand - i dette tilfælde billedets sluttilstand. Alt efter hvor længe man har papiret i ovnen kan man styre "animationshastigheden". Jo varmere det bliver, desto langsommere går det, når man efterfølgende ser på bevægelsen.

Effekten er meget, meget overbevisende. Umiddelbart mere overbevisende end man alene kan forklare ud fra metallegeringens egenskaber alene. Der spekuleres i, at Apple på en eller anden måde primer papiret med nogle nanokanaler eller små mønstre, der får metallet til at bevæge sig på en mere kontrolleret måde.

Problemer med to farver

Det hele er dog ikke rosenrødt. Heldigvis, kan man sige, da det ville være ret dumt med rosenrøde billeder, men i forstår hvad jeg mener. Der er små problemer med et to af farverne, der bevæger sig i en anden hastighed end resten. En bestemt rød farve (RAL 3020, trafikrød) reagerer en lille smule hurtigere end de andre farver, hvilket kan give slørede bevægelser. Med mindre du tage mange billeder af trafiklys, så skulle det dog ikke være det helt store problem. Et tip her fra er, at vente med at tage billedet af et trafiklys indtil det er skiftet til grøn, eller hvis ikke du kan vente så i hvert fald minimum gul.

Den anden farve, der er reagerer anderledes, er et lidt større problem. Den reagerer en anelse, nogle få tiendedele, langsommere end ønsket, hvilket kan give en lidt underlig effekt. Desværre er der tale om en farve, der er lidt mere brugt end den trafikrøde. Det drejer sig nemlig om den såkalte "RAL 0104, hudfarve". Heldigvis for os danskere er der tale om RAL 0104, variant F, altså den finske hudfarve. Da den danske hudfarve ikke er ramt, vil de fleste billeder bliver helt i orden, så længe der ikke er en finne på motivet. Men hav det in mente, hvis du skal til Finland, har en finsk kæreste eller måske bare skal i sauna. Prisen på disse prints taget i betragtning, er det ikke værd at tage chancen.

Apple er bekendt med problemet med de to farver, og oplyser at de arbejder på at få det løst. Det kan selvsagt ikke ske ved en softwareopdatering af printeren, men vil i stedet blive udrullet efterhånden som der kommer nye tonerpatroner til printeren.

Tilgængelighed og pris

På grund af Corona-udbruddet, og forsamlingsforbud i Californien, vil Apple ikke afholde et presseevent, men i stedet lancere Live Photos-printeren på et online-event senere på ugen. Eventet kan streames på Apple TV eller via Apples hjemmeside.

Printeren vil kunne købes fra 1. maj til en pris på 42.995 kroner. Papiret koster 819 kroner for 100 ark. Ny toner, der holder til omtrent 130 print, koster 1.995 kroner. Det forventes, at der senere vil kome en pro-model til erhvervsmarkedet eller den krævende hjemmebruger. Denne vil kunne printe ud i større størrelser end den billige hjemmemodel.

Forudbestillingerne starter på fredag og for at gøre printeren tilgængelig for alle, er der en begrænsing på maksimalt tre styk per kunde. Apple forventer at printerne bliver leveret fra 1. maj. Bemærk, at printeren ikke vil kunne købes i Apples finske butikker før til efteråret.

Opdatering 2/4: For god ordens skyld, skal jeg gøre opmærksom på, at der var tale om en aprilsnar.

Scroll ned for at se kommentarer