Apple klar med iPhone 11 Pro

Apple har offentliggjort iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max, som er en ny pro-linje til iPhonen med verdens kraftigste mobil-processor (A13 Bionic), tredobbelt pro-kamera og den længste batteritid nogensinde på en iPhone. Med andre ord får du med iPhone 11 Pro den absolut bedste iPhone nogensinde.
iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max har en bagside i mat glas med struktur og bånd i slebet rustfrit stål og fås i fire finisher, herunder en ny midnatsgrøn. Begge de nye iPhones er udstyret med det stærkeste glas i en smartphone nogensinde og er IP68-klassificeret. De er dermed vandresistente ned til 4 meter i op til 30 minutter og er beskyttet mod hverdagens spild-uheld med for eksempel kaffe eller sodavand.
Ny Super Retina XDR-skærm
Skærmen i iPhone 11 Pro er en såkaldt Super Retina XDR-skærm. Det er en specialudviklet OLED-skærm med fremragende specifikationer. Super Retina XDR har understøttelse af bredt farveområde med farvestyring på tværs af systemet samt True Tone, så der opnås en mere naturlig visuel oplevelse. Den har et kontrastforhold på 2.000.000:1 og en lysstyrke på hele 1.200 nits, hvilket gør skærmen til den mest lysstærke skærm nogensinde på en iPhone.
Verdens kraftigste processor
Den nye iPhone 11 Pro har en A13 Bionic-chip, som er den hurtigste chip nogensinde i en smartphone, med op til 20 procent hurtigere CPU og GPU end A12. A13 Bionic er bygget til maskinlæring og har en hurtigere Neural Engine til billed- og videoanalyse i realtid og nye maskinlæringsacceleratorer, der gør det muligt for CPU'en at udføre mere end 1 billion handlinger pr. sekund. Tilsammen udgør A13 Bionic og iOS 13 den bedste maskinlæringsplatform i en smartphone.
Al denne computer-, grafik- og Ml-ydeevne suppleres af en markant bedre batteritid, da iPhone 11 Pro tilbyder op til fire timers batteritid mere om dagen end iPhone Xs, og iPhone 11 Pro Max tilbyder op til fem timer mere end iPhone Xs Max.
Tredobbelt kamera
Et nyt tripelkamera-system giver ifølge Apple en kameraoplevelse af professionel standard med ultravidvinkel-, vidvinkel- og telekamera. Resultatet er enorme forbedringer ved fotografering i svag belysning og video af den højeste kvalitet i en smartphone.
Specielt video-delen har fået et løft. iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max leverer den højeste videokvalitet nogensinde i en smartphone. Alle kameraerne i tripelkamera-systemet optager 4K-video med udvidet dynamisk rækkevidde og videostabilisering af filmkvalitet. Brugerne kan nemt zoome mellem de tre kameraer, mens lyd-zoom matcher lyden til videooptagelsen, så der opnås en mere dynamisk lyd.
På forsiden sidder et nyt 12 MP TrueDepth-kamera med et bredere synsfelt og mulighed for at optage 4K-video med op til 60 billeder pr. sekund og 120 billeder pr. sekund i slowmotion.
Andre nye funktioner
En af de mest interessante nyheder er den nye U1-chip. Den er designet af Apple og bruger Ultra Wideband-teknologi til at give iPhonen rumlig bevidsthed. Eksempelvis gør det AirDrop retningsbevidst, så du kan pege på den iPhone du vil dele noget med.
Face ID bliver op til 30 procent hurtigere og nemmere at bruge med forbedret ydeevne ved forskellige afstande og understøttelse af flere vinkler.
Du kan læse meget mere om den nye iPhone 11 Pro hos Apple.
Ud over iPhone 11 Pro har Apple også præsenteret en lidt billigere iPhone 11.
Pris og tilgængelighed
iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max fås som modeller med 64 GB, 256 GB og 512 GB i midnatsgrøn, space grey, sølv og guld med priser fra henholdsvis 8.899 kroner og 9.799 kroner.
iPhone 11 Pro kan forudbestil fra 13/9 klokken 14.00.