Apple klar med nye betaer
Apple har frigivet en række nye betaer til iOS, Apple TV og Apple Watch. Vi nærmer os efterhånden lanceringen af nyeste generation af styresystemerne - det plejer at ske i juni - så her på falderebet er der tale om mindre opdateringer af de eksisterende. De helt store nyhederne må vi forvente Apple gemmer til næste generation.
Jeg har lavet en oversigt herunder. Den vil blive opdateret i takt med at eventuelt nye ting dukker op.
For at installere betaer skal du enten være registeret udvikler eller tilmeldt Apples åbne betaprogram (link).
iOS 11.4 beta
Nyt i iOS 11.4 er et ClassKit-framework der gør det muligt for udviklere at lave apps målrettet undervisning. Nyt er også iMessages in iCloud og AirPlay 2. Begge disse ting var også med i betaerne af iOS 11.3, men forsvandt igen inden den endelige udgave var klar.
Vi skal i øvrigt helt tilbage til iOS 8 for at finde sidste gang Apple havde en x.4-opdatering.
WatchOS 4.3.1 beta
Betaerne af watchOS 4.3.1 indeholder ikke nogle nye ting, så vi skal nok bare regne med at det handler om rettelser af fejl samt tilpasning til nyhederne i Apples andre styresystemer.
Og dog. I koden er der nemlig fundet skjulte tegn på at Apple arbejder på at gøre det muligt at installere tredjeparts urskiver på Apple Watch. Om det i givet fald bliver til noget, og om det bliver i denne udgave af watchOS det kommer, er til gengæld uvist.
Meget tyder desuden på at Apple dropper understøttelse af apps bygget med det originale watchOS 1 SDK. I hvert fald kommer der i med watchOS 4.3.1 en advarsel hvis man åbner en ældre app.
tvOS 11.4 beta
Den eneste nyhed i de første betaer af tvOS 11.4 er at AirPlay 2 igen er tilgængelig. AirPlay 2 har været inde og ude i de sidste par betaer, men skulle nu endelig være klar. Med AirPlay 2 kan man blandt andet afspille lyd i flere højttalere på samme tid.
macOS High Sierra 10.13.5 beta
macOS High Sierra 10.13.5 introducerer understøttelse af Messages on iCloud samt retter uspecificerede fejl.
Opdatering: Alle ovennævnte styresystemer er nu frigivet officielt.