The Wall Street Journal har kigget nærmere på hvordan Apple oprindeligt havde tænkt sig, at Apple Watch skulle være, da udviklingen startede for fire år siden.

Fokus var på sundhed og fitness, og det var et ekstremt vanskeligt projekt for Apple at få enderne til at mødes. Internt blev udviklingen betegnet som et sort hul, der sugede resourcer til sig.

Oprindeligt havde uret en sensor, der målte ledningsevnen i huden. Dette kunne bruges til at lave noget, der minder om et elektrokardiogram (EKG). Uret skulle også kunne måle blodtryk, blodsukkerniveau og iltindhold i blodet. Alt sammen meget relateret til sundhedsmonitorering. Apple løb dog ind i tekniske udfordringer med at få målingerne til at virke ordentligt. Folk med tør hud eller hår på armene fik forkerte målinger, og også graden af hvor stramt uret sad gjorde målingerne inkonsistente. Den slags medicinske præcisionsmålinger harmonerer ganske enkelt med et casual produkt som et armbåndsur.

Derfor flyttede Apple i første omgang fokus væk fra sundhedsmonitorering og over på mere dagligdags ting. Ifølge avisens kilder arbejder Apple dog stadig på at få løst de tekniske udfordringer, så uret i en senere version, kan blive som oprindeligt tænkt. I øjeblikket kan det dog ikke lade sig gøre - selv ikke for Apple.

Apple Watch kommer til salg (i USA) i april. Priserne starter ved $349.