I dag er det noget nær umuligt at komme på hitlisterne i App Store i de populære spil. Ikke nødvendigvis fordi man er for dårlig, men fordi nogle tåber ødelægger rekordlisterne med falske scores. At gøre den slags er så nemt som at klø sig i nakken, men alligevel tror dem der gør det sikkert, at de er nogle rigtige gangstas. Et klassisk eksempel på at de få ødelægger det for flertallet.

I iOS 7 har Apple heldigvis taget skridt til at gøre det sværere at manipulere rekordlisterne i Game Center.

Først og fremmest indfører Apple signering af uploads til Game Center. Det vil sige, at alle scores, der skal uploades til Game Center, skal signeres i spillet for at blive godkendt. Det gør det muligt at afvise scores, der er blevet manipuleret.

Apple indfører også en funktion, så udviklerne kan indtaste en værdi som alle scorer skal ligge under - eller over alt efter, hvordan spilles scoresystem er skruet sammen. Derved undgås urealistiske scores. Det kunne være et bilspil, hvor der bliver taget tid på at gennemkøre en bane. Udvikleren kan så definere at alle tider under eksempelvis 10 sekunder ikke er gyldige, og derfor ikke bliver tilgængelige i Game Center. Denne værdi skal selvfølgelig afspejle virkeligheden, så man ikke risikerer at rigtige tider afvises.

Sidst men ikke minst, vil den enkelte udvikler få mulighed for selv at holde øje med mistænkelige scores, og om nødvendigt manuelt slette dem, samt blokere dem, så de ikke fremover kan indsende scores.