Siden oktober 2010 har der eksisteret en hjemmeside på domænet iPhone5.com. Indholdet er ikke noget særligt, en mindre forum med 95 indlæg, det er det derimod, at Apple for nylig har klaget til domæneorganisationen World Intellectual Property Organization (WIPO) for at få domænet udleveret, skriver fusible. WIPO behandler lige Apples sag, som altså kan forvente en afgørelse inden for kort tid.

At Apple, eller andre for den sags skyld, forsøger at få kontrol over domæner, de mener overtræder deres intellektuelle ejendomsret, er der ikke noget nyt i - det sker hele tiden. Lige i dette tilfælde sætter det dog gang i spekulationerne om, hvorvidt Apple vil kalde den næste iPhone for iPhone 5. Følger man Apples "regler" for navngivning af iPhonen ville det være det oplagte valg, men med den seneste iPad har Apple droppet nummereringen og kalder den ganske enkelt bare for "iPad". Man kunne derfor forvente, at Apple ville kalde den næste iPhone for "iPhone".

Men hvad skal Apple så med domænet iPhone5.com, hvis den nye iPhone ikke kommer til at hedde iPhone 5? Det er et godt spørgsmål, og man kunne indvende, at Apple ikke skal bruge det til noget specielt, men bare sørge for at andre heller ikke gør det. Apple plejer dog ikke ligefrem være fremme i skoene med at sikre sig domæner. Apple fik således først iPhone4.com omkring et år efter lanceringen, og iPhone4s.com flere uger efter lanceringen. I det sidste tilfælde må det endda formodes, at Apple var hurtigere på aftrækkeren, da domænet henviste folk til hjemmesider med pornografisk materiale.

Det virker derfor underligt, at Apple nu vil anskaffe sig et domæne før et produkt faktisk er lanceret eller navnet præsenteret, når nu de ikke plejer det. Måske netop det faktum, at Apple bryder med sædvanen kunne få en til at få den tanke, at Apple ganske enkelt forsøger at lægge et røgslør ud, så offentligheden tror navnet bliver iPhone 5, mens det i virkeligheden bliver noget helt andet.

Hvad vi skal lægge i det, vil jeg dog lade være op til læserne.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.