Apple får voldsom støtte fra konkurrenterne i sag mod FBI

Det vælter ind med støtte til Apples kamp for ikke at ville hjælpe de amerikanske myndigheder med at udvikle et værktøj, der kan skaffe adgang til en låst og krypteret iPhone.
To grupper af store amerikanske IT-virksomheder har udfyldt en såkaldt amicus brief til støtte for Apple. En amicus brief er et dokument henvendt til retten i en sag man ikke direkte er en del af, men som man mener kan påvirke en. Blandt underskriverne er selskaber som Google, Amazon, Facebook, Twitter, LinkedIn, Airbnb, eBay og Microsoft. Nogle af verdens største virksomheder.
Derudover en meget lang række af andre større og mindre IT-virsomheder. Nævn en amerikansk IT-virksomhed og den vil med stor sandsynlighed være medunderskriver. Det er en meget massiv støtte Apple får.
Det er dog ikke kun de store selskaber, der bakker op om Apples standpunkt. En lang række sikkerhedseksperter, borgerrettighedsgrupper med videre har også over for retten givet udtryk for, at de er på Apples side. Sjældent - om nogensinde - har man set så broget en skarre i samlet kamp mod myndighedernes ønske om indskrænkning af folks ret til privatliv.
Sagen handler om, at FBI har fået rettens ord for at Apple skal hjælpe med at skaffe adgang til en afdød terrorists iPhone. Noget Apple siger de ikke vil med henvisning til retten til privatliv. Apple har appeleret kendelsen.