For tredje år i streg er Apples verdens mest værdifulde brand i følge Forbes. Med enorm margin endda. I runde tal er værdien af Apple-varemærket dobbelt så høj som enhvert andet brand i verden.

Apple er stærkere end nogesinde, og værdien af brandet er steget 20% siden sidste år. Det er betydeligt mere end de tre nærmeste rivaler, der alle kun har øget værdien med under 10%. Nummer to på listen er Microsoft, der stort set har stået i stampe de sidste tre år. Nummer tre på listen er Coca Cola, der er en af de få ikke-teknologivirksomheder på listen.

Apple reklamerer mindre end konkurrenterne

En af de ting man bider mærke i er, hvor lidt penge Apple bruger på reklamer sammenlignet med flere af konkurenterne. Apple brugte $1,1 milliard sidste år, hvilket er halvdelen af hvad Microsoft brugte, en tredjedel af hvad Coca Cola brugte og en fjerdedel af hvad Samsung brugte. Og alligevel er Apples brandværdi dobbelt så høj som de to førstes og mere end tre gange så høj som Samsungs. Det fortæller lidt om, at Apple kommer, om ikke sovende til sin succes, så i hvert fald ikke køber sig til den.

"Hjertet i et fantastisk brand er et fantastisk produkt", udtaler brandingekspert og professor Kevin Lane Keller. "Apple er stadig en vigtig del af folks hverdag, og brandet fortsætter med at fange forbrugerens interesse (og tegnebøger) i en række produkter på tværs af forskellige brancher."

Nokia og BlackBerry mister voldsomt i markedsværdi

Kigger man den modsatte vej, er værdien af BlackBerry-varemærket faldet med to tredjedele på bare et år, og BlackBerry er gledet helt ud af top-100. Tilsvarende er Nokia faldet 55% på et år, og ligger nu også og roder i den tunge ende.

Listen er voldsomt skævvredet i retning af amerikanske virksomheder, og et at kravene for at komme på listen er da også, at en virksomhed skal være tilstede på det amerikanske marked. En del kæmpe store virksomheder er derfor ikke med på listen. Det gælder for eksempel verdens største teleselskab China Mobile. I bedste amerikanske stil, afholder det dog ikke Forbes fra at kalde listen for "Verdens mest værdifulde brands", til trods for at det altså handler om USA.