Apple-designer: Derfor blev en iPhone med kurvet glas aldrig til noget

Retssagen mellem Apple og Samsung bliver ved med at afsløre interessante detaljer og iPhone-prototyper. Blandt andet et billede der viser en af Apples iPhone-prototyper med kurvet glas på både forside og bagside. Prototypen har kodenavnet "0355". Den industrielle designer Doug Satzger, der arbejdede hos Apple i 12 år, indtil han skiftede til Palm i 2009, fortæller hvorfor kurvet glas ikke var en farbar vej.
Det handler ganske enkelt om at det er for dyrt - eller i hvert fald var dengang. Derudover var der nogle tekniske problemer, der heller ikke kunne løses med den glasteknologi, der eksisterede for et par år siden. Man kunne ganske enkelt ikke lave kurvede glas i en tilstrækkelig høj kvalitet for 4-5 år siden.
Der har været mange rygter og spekulationer om en iPhone med kurvet glas. Afsløringen af Apples prototype viser, at det ikke nødvendigvis har været fri fantasi, men at kilderne til oplysningerne har kendt til Apples prototyper - der så bare aldrig er nået videre.