Apple Arcade er i luften - prøv gratis den første måned

Apple har lanceret Apple Arcade, Apples nye abonnementsbaseret spiltjeneste med adgang til mere end 100 håndplukkede spil. Ved launch er det dog kun omkring halvdelen der er tilgængelige. Resten kommer løbende med nye titler hver måned. Alle spil er håndplukket eller udviklet specielt til Apple Arcade. De kan altså hverken købes for sig eller i det hele taget fås på andre mobile platforme eller i andre abonnementstjenester. De er med andre ord eksklusive for Apple Arcade.
I Apple Arcade vil du kunne spille alle spil på tværs af iPhone, iPad, Mac og Apple TV. Du vil endda kunne skifte enhed og fortsætte hvor du slap på en anden enhed. Spillene er uden reklamer, reklamesporing eller yderligere køb og respekterer brugerens anonymitet. Alle spil vil kunne spilles offline og mange af spillene vil understøtte spilcontrollere.
Pris og tilgængelighed
Apple Arcade virker på alle de Apple-enheder du har: iPhone, iPad, Apple TV og Mac. Eneste krav er at enhederne er opdateret med iOS 13, iPadOS 13, tvOS 13 eller macOS Catalina.
Et enkelt abonnement giver adgang til op til seks familiemedlemmer via Familiedeling.
Apple Arcade koster 39 kroner pr. måned. Den første måned er gratis.
Du melder dig til Apple Arcade i App Store, som også er stedet hvor du administrerer dine spil.