Apple arbejder på at udvide AirPlay til videostream?

Apple overvejer ifølge Bloomberg at udvide AirPlay-funktionen, så man kan streame film fra sin iOS-enhed eller Mac direkte til et TV. Det vil sige uden behov for et set-topboks som Apples egen Apple TV.
Det kræver, at TV-producenter tager teknologien til sig og indbygger den i deres produkter. På nuværende tidspunkt kan producenter af forstærkere licensere og indbygge AirPlay-teknologien, så man kan streame musik til enhederne direkte fra iPhonen eller iTunes på computeren. Denne licensering koster $4 per solgt produkt til Apple. Den B&W Zeppelin jeg anmeldte i sidste uge samt flere andre forstærkere fra blandt anden Denon, har allerede taget teknologien til sig. At branchen er med på ideen, er der altså ingen tvivl om. I hvert fald når det gælder lyd, men der er ingen grund til at tro, at det samme ikke også skulle være tilfældet, når det gælder video.
Apple skulle være så langt fremme med udvidelsen, at vi allerede i år skulle se de første TV med AirPlay-understøttelse, men kilden til oplysningerne vil ikke uddybe det yderligere, før Apple er kommet med en officiel udmelding.
Der er ingen tvivl om, at det vil være en kæmpe fordel for os forbrugere, hvis vi kan streame video og audio fra vores iPhone/iPad/iTunes til forskellige produkter vi en enkelt standard. Tanken om at man bare kan gå ind på sin iPhone, bestille en film, og streame den til sit TV er rigelig til, at vi bestemt håber, at Apple fører det ud i livet - og så samtidig får smidt nogle film i den danske iTunes.
AirPlay kører dog ikke lige frem helt så smertefrit som Apple gerne vil gøre det til - specielt ikke til 3. parts enheder. Der er for mange børnesygdomme og hele systemet virker ikke gennemtænkt, hvis man for eksempel sammenligner med Sonos' løsning. Ideen med at streame indhold fra nettet er AirPlay velegnet til, men der er vel ingen der forestille sig, at man skal have alle sine film og sin musik liggende på iPhonen for at kunne afspille det via AirPlay. Den slags skal ligge på en NAS i kælderen og iPhonen skal bare være controlleren og/eller en streamenhed for film lejet i iTunes eller ens musik i skyen. Og så skal det hele gå op i en højere enhed, så man ikke behøver tænke over, hvilke medier man får hvor fra, og hvor de skal afspilles. Det skal bare virke. I dag er AirPlay mest af alt en tillægsfunktion, man har udover sit normale set up, lige som Apple TV er det, og det er ikke ideelt. Der skal kort sagt strammes gevaldigt op fra Apples side, hvis det for alvor skal blive lækkert. Men potentialet er der, og et eller andet sted, skal de jo starte.