Der har været ret stille omkring rygterne om at Apple arbejder på at udvikle en selvkørende elbil. Faktisk så stille, at man næsten var begyndt at få den tanke, at der ikke havde været tale om andet end tankespind eller ønsketækning.

Nu sparker Apple dog selv liv i rygterne igen. Apple har nemlig ansat Doug Betts, der tidligere hat været Senior Vice President hos bilproducenten Chrysler.

Betts oplyser på Twitter at han nu arbejder for Apple i San Francisco-området og at han er tilknyttet "operations". Ingen detaljer om hvad han laver. Hans baggrund er dog interessant, og selvfølgelig brænde til bålet om en Apple-bil. Inden Betts fik arbejde hos Chrysler, har han været hos Nissan, Toyota og Michelin.

Ifølge The Wall Street Journal har Apple også for nyligt ansat en schweizisk ekspert i selvkørende biler, samt flere folk med erfaring med robotteknologi.

Ifølge rygterne arbejder Apple under kodenavnet Titan på at lancere en selvkørende elbil inden 2020.