Apple har annonceret, at dette års Worldwide Developers Conference (WWDC) vil blive afholdt fra 10- til 14. juni. Som sædvanlig foregår det i Moscone West Center i San Francisco. WWDC er Apples årlige konference for softwareudviklere på iOS og OS X. Apple vil afholde over 100 workshops, og der vil være over 1.000 Apple-softwareingeniører til stede.

Apple plejer at præsentere de første betaversion af iOS og OS X på WWDC, og det sker også i år. "Vi er spændte på at vise dem [udviklerne red.] de seneste fremskridt inden for softwareteknologi og udviklerværktøjer for at kunne hjælpe dem med at lave innovative apps. Vi kan næsten ikke vente med at give dem nye version af iOS og OS X i hænderne på WWDC", udtaler Philip Schiller, Apples senior vice president of Worldwide Marketing.

Billetterne til WWDC13 sættes til salg i morgen til en pris af $1.599, svarende til 9.200 kroner.Har man planer om at deltage, skal man ikke tænke for meget over det. Sidste år røg samtlige 9.000 billetter inden for to timer.