Apple er begyndt at afvise apps, der giver mulighed for at købe indhold uden om Apples egen "In app buy"-funktion. En af dem det er gået ud over, er Sonys Reader-app, hvor man kunne hente indhold gennem Sonys egen butik med ebøger.

Fra nu af kræver Apple altså, at alle in app-køb skal gå gennem Apple. Egentligt er det et meget logisk skridt, for i princippet kunne man jo køre tanken helt ud, således at ens apps var gratis at hente i App Store, men herefter krævede en betaling andet steds for at virke. På den måde kunne man komme uden om den andel på 30%, som Apple tager i kommision for salg gennem App Store. Det vil Apple selvfølgelig ikke være med til.

Apple har hidtil set gennem fingre med det, måske fordi de godt har været klar over, at udgiverne ikke har haft optimale muligheder for at udgive indhold. Jeg tror altså, at det hænger nøje sammen med den abonnementsfunktion, som Apple i følge rygterne vil introducere med iOS 4.3. Måske mener Apple, at mulighederne i App Store nu er som komplette, at der skal lukkes ned for alternative løsninger.

Apple tjener stort set ikke penge på App Store, hvis funktion primært er at gøre iPhonen til en interessant platform. Så selvom man i første omgang kunne få den tanke, at det skyldes økonomi, er svaret nok snarere, at Apple sværger til den enkle model, hvor tingene foregår på samme måde hver gang. Det harmonerer ikke med en fragmenteret løsning, hvor man skal være kunder i 117 butikker, for at fylde indhold på sin iPhone.

Man skal huske på, at Apple ikke (meget analogt med sagen om Ekstra Bladets side 9-pige) er ude på at begrænse indholdet på folks telefoner. Folk kan hente alle de ebøger, musik (, porno) og så videre de vil andre steder, og smide det over på deres iPhone. Apple vil alene kontrollere hvad de sælger i deres butik, og hvordan købsprocessen foregår. Det er i og for sig ikke så interessant. Sådan har det været hele tiden, og sådan vil det blive ved med at være. Det er de vilkår man accepterer, når man hopper på iOS-platformen.

Det er straks mere interessant, om Apple vil benytte lejligheden til at luge ud i de eksisterende apps, der omgår Apples købsproces. Det kunne være Amazons ebogslæser Kindle eller Barnes & Nobles NOOK. Hidtil har de omgået Apples model ved at henvise brugerne af deres apps til en hjemmeside, hvor man via Safari kunne køber ebøger. Noget tyder dog på, at Apple også forbyder den model.

Spørgsmålet er, om Apple spiller for højt spil? Vil de store spillere være med til dette, eller opgiver de iOS-platformen i protest? Mit gæt er, at iOS trods alt er blevet så stor og kommerciel, at de er nødt til at være der, og altså må æde Apples betingelser i sig. Nogle af dem, der har haft størst succes i App Store er da også dem, der 100% accepterer Apples model, og bruger tiden på at få det bedste ud af det, frem for at brokke sig over noget, der alligevel ikke bliver ændret.

Opdatering

Apple er kommet med en officiel udtalelse, der præciserer tingene. Ifølge Apple, er betingelserne ikke blevet ændret, de bliver blot efterlevet nu. Det Apple nu kræver er, at disse apps også tilbyder in-app-køb. De kan ikke kun forlade sig på den nuværende model. Dette er, helt tydeligt fordi Apple vil sikre en ensartet brugeroplevelse; Når man henter en ebogslæser i App Store, skal den ikke være bundet op på eksterne services for at virke. Muligheden for at tilføje indhold af de normale kanaler skal være til stede. Det udelukker dog ikke, at man bruger de eksterne services, hvis man vil.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.