Apple afbryder samarbejdet med Monster

Monster, der blandt andet producerer hovedtelefoner og kabler, er raget uklar med Apple. Som en følge deraf har Apple inddraget Monsters licens til at producere tilbehør efter Apples Made for iPhone-certificering. Derfor kan Monster ikke længere sælge deres tilbehør som "Made for iPhone". Det skriver WSJ.
Balladen startede tilbage i januar, da Monster sagsøgte Beats Electronics (som nu ejes af Apple). Indtil 2011 var det Monster der producerede og designede Beats høretelefoner. Aftalen blev afbrudt af en ejerskabsklausul, da Beats solgte 51% af aktierne til HTC. Siden købte Beats aktierne tilbage, og købte samtidig en mindre portion aktier som Monster havde i Beats. Ifølge Monster blev disse aktiehandler sat i værk med det formål, at Beats kunne slippe af med Monster, og derved undgå at dele ud af overskuddet.
Det lugter langt væk af, at Monster ærgrer sig over at have solgt sin aktieandel i Beats inden Apple købte virksomheden for et stort milliardbeløb, og dermed gik glip af en stor gevinst. Men sådan er det nu engang når man vælger at sælge sine aktier på det forkerte tidspunkt.
Uanset om Monster så har en sag eller ej, bør det ikke komme som en overraskelse for dem, at Apple nu vælger at afbryde samarbejdet. Man kan næppe forvente, at et selskab man sagsøger, er ret villige til at opretholde et partnerskab. Eller sagt på en anden måde, man sagsøger ikke sine egne forretningspartnere uden at man automatisk afbryder samarbejdet.
Monster Cables har det i øvrigt med at rode sig ud i underlige retssager. Tidligere har de sagsøgt en kæde af minigolf-baner (Monster Minigolf) samt overvejet at søge det amerikanske fodboldhold Chicago Bears fordi deres kælenavn er "Monsters of the Midway". Her holdt kabelproducenten sig dog i skindet.