Aple frigiver iTunes 12.6.3: Genskaber App Store

Da Apple midt i september frigav iTunes 12.7 var det med en af de største nyheder i årevis. iTunes kunne nemlig ikke længere bruges til at administrere apps med og App Store var også forsvundet. Fra og med iTunes 12.7 kan apps nu derfor alene downloades direkte på den enhed, hvor de skal bruges.
Noget tyder på at den beslutning var lidt for forhastet. I hvert fald har Apple nu frigivet iTunes 12.6.3 der genskaber muligheden til at hente og administrere apps. Apple forklarer i et support-dokument at det er hensynet til visse erhvervspartneres behov for at administrere apps via iTunes, der er årsag til at muligheden genskabes. Dette dokument indeholder også vejledning til installeringen samt downloadlink til iTunes 12.6.3. Du kan selvfølgelig godt installere iTunes 12.6.3 selvom du ikke bruger det erhvervsrelateret.
iTunes 12.6.3 understøtter iOS 11, iPhone 8 og 8 Plus samt den kommende iPhone X. Apple gør opmærksom på at de alene tilbyder teknisk support til nyeste versions af iTunes, hvilket i skrivende stund er 12.7.
Uanset hvad skal man nok ikke regne med at løsningen er permanent, men mere en mulighed for at de berørte får lidt længere tid til at finde en anden måde at distribuere apps på.