Anmeldelse: iPhone 12 og iPhone 12 Pro

For en uges tid siden præsenterede Apple fire nye iPhone 12-modeller. To af dem: iPhone 12 og iPhone 12 Pro er allerede nu i handlen, mens de to andre først kommer senere. Jeg har haft lejlighed til at kigge nærmere på de to første. Og lad mig bare slå fast med det samme, at forskellen den regulære model og Pro-modellen er mindre end nogensinde. Så lille, at det i mine øjne ikke givet ret meget mening at gå efter Pro'en.
De to telefoner deler med få undtagelser den samme hardware. De er også lige store og ligner hinanden til forveksling. Den primære forskel ligger i kamerasystemet samt forskellige tilgængelige farver og materialer. Men vi er nede i småtingsafdelingen.
Uanset hvilke af de to modeller du køber, får du på grund af designændringen en gedigen opgradering sammenlignet med de sidste par års modeller. Jeg vil gå så vidt som at kalde iPhone 12-serien en af de største iPhone-opgraderinger i årevis.
Nyt design

Den store følelse af noget nyt og bedre kommer først og fremmest takket være et nyt design. Nyt, er måske så meget sagt, for det minder uhyggeligt meget om det Apple brugte i iPhone 4 og efterfølgende modeller i sin tid. Men da det, i mine øjne, er Apple bedste iPhone-design til dato, gør det bestemt ikke noget. Jeg opfatter det som om, Apple er vendt tilbage til rødderne, til det det virker. Pluspoint for det valg.
Designet er, som du sikkert ved, mere fladt end vi har været vant til i mange år efterhånden. Det gør iPhonen bedre at holde på, og nemmere at få fat i, når den ligger ned. Vægten er også reduceret betydeligt sammenlignet med iPhone 11. Den er vel 10-15% lavere i år, hvilket kan mærkes.
Generelt virker det nye design bare mere elegant og tiltalende. Det hjælper også en del på det, at iPhonens fysiske mål er skrumpet, sammenlignet med sidste års modeller, uden at skærmen er blevet mindre af den grund.
Apple har valgt at bruge to forskellige typer metal i kanten på den nu flade telefon. I den regulære model er det aluminium, mens det i Pro-modellen er rustfrit stål. Det sidste ser bedst ud, men er også mere følsomt for fingeraftryk. Da de fleste nok alligevel bruger en form for cover, spiller risikoen for fedtfingere dog ingen rolle - og lige så ligegyldig bliver de to materialer, når ikke man kan se dem bag et cover. Lidt underligt, at Apple går op i den slags. Bagsiden på telefonen lider i øvrigt af samme problem med tydelige fingeraftryk.
På forsiden har Apple forbedret telefonerne med et såkaldt "Ceramic Shield", der er en stærkere type glas, der skulle være mere modstandsdygtigt over for slag. Jeg har af gode grunde ikke testet denne påstand.
Min største anke ved designet er, at Apple holder fast i Lightning-porten til opladning. Det er en decideret fejl, da de burde være skiftet til USB-C (for længst) eller helt have droppet porten.
MagSafe lover godt

En af de helt store nyskabelse i iPhone 12-modellerne er tilføjelsen af MagSafe. Det er en ring af magneter under bagsiden, der muliggør en hel række nye muligheder for interessant tilbehør.
Først og fremmest fungerer MagSafe med en tilhørende oplader, der forbinder mere præcist og derfor kan plade hurtigere. En klar forbedring sammenlignet med tidligere modellers trådløse opladere. Jeg har faktisk aldrig rigtigt brugt trådløs opladning med iPhonen, da jeg finder det for ineffektivt og besværligt. Der er altid et eller andet der driller.
På Apple Watch, der ligeledes har en magnetisk oplader, er det noget andet. Det føles mere naturligt, og den følelse har Apple overført til iPhonen. Jeg køber ideen. På den anden side, minder en trådløs oplader der sidder fast jo i den grad om en kablet opladning, hvorfor en af de to metoder i virkeligheden er overflødig.
MagSafe stopper ikke her. Det kan også bruges til at fastgøre cases og andre ting. Jeg er ikke typen der skifter cases efter humør eller lejligheden, så på den måde er det for mig ligegyldigt, hvor nemt eller besværligt det er. Men det er nemmere med MagSafe. Dog ikke så nemt som Apple gør det til, hvor et case bare snapper på. Det er ikke min oplevelse. Det er nok snarere, og nu strammer jeg den nok lidt, at den snapper af. Det gider jeg ikke. Derudover sælger Apple en kreditkortholder, man kan sætte på via MagSafe.
Der hvor jeg ser potentialet for MagSafe er, at det giver muligheder for et helt nyt økosystem af spændende ting. Jeg er sikker på, at der sidder en eller anden genial opfinder med en ide til noget helt nyt MagSafe kan bruges til udover cases, kreditkortholdere og ophæng. Kom med det.
Kamerasystemet

Det er på kamerafronten at vi finder den eneste reelle forskel på iPhone 12 og iPhone 12 Pro. For den seriøse fotograf giver det mening at vælge Pro-modellen. Den tager bedre billeder ved dårlige lysforhold, den har bedre støjreduktion samt bedre kontrastforhold sammenlignet med den regulære model.
Sammenlignet med sidste års modeller er den oplevede forskel i billedkvalitet derimod ikke ret stor. Begge modeller er bedre end sidste års modeller - og nok også forbedret mere end Apple plejer fra år til år - men man skal være skarp for at kunne se det i praksis, og at opgradere fra iPhone 11 til iPhone 12 alene for at få et bedre kamera er spild af penge.
Den gennemsnitlige bruger vil næppe bemærke den helt store forskel sammenlignet med iPhone 11 eller iPhone 11 Pro, da sidste års modeller i forvejen klarede det ret godt. Noget kvantespring er der altså ikke tale om, men bare en generel forbedring af kamerasystemet. Det ville være nemt at sige, at du får bedre billeder med iPhone 12, men skal jeg være helt ærlig, så er der ikke den store forskel i hverdagen. Er du virkelig dygtig til at komponere dine motiver, har styr på det fototekniske og er trænet til at se detaljerne, vil du sikkert opleve mulighederne med iPhone 12 som en forbedring, men for alle os andre spiller det ingen rolle. Vi er for længe nået punktet af "godt nok" til dagligdags fotografering.
Personligt ville jeg ikke vælge Pro-modellen bare fordi den har et bedre kamera. Det er bedre og har flere funktioner, men da grundmodellen er ganske fornuftig allerede, så ville jeg holde mig til den.
En af de få ting, måske den eneste, som Pro-modellen har som noget unikt er den nye LiDAR-scanner. Den findes ikke i den regulære model. LiDAR er en slags pendant til laser, bare mere præcis over kortere afstande. Det skal vist nok især bruges til argumenter reality og den slags, men for mig er det bare en gimmick. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal bruge den til. Gør du heller ikke det, peger alt på, at du ikke har behov for det. Dem der har behovet ved det allerede.
FaceID skulle være forbedret i forhold til tidligere modeller, men jeg har ikke oplevet den store forskel. I hvert fald ikke i hastigheden. Jeg er nok også stadig typen, der foretrækker TouchID.
Samme skærm i begge modeller

I år har Apple puttet (næsten) den samme skærm i både Pro'en og den regulære model, hvor der sidste år var kæmpe forskel. Begge nye iPhones har således en skærm af OLED-typen, og opløsning og størrelse er 100% identisk. Pro'en er lidt mere lysstærk, men ellers har jeg ikke bemærket nogle forskelle.
Kvaliteten er uanset hvad fremragende. Apple burde dog nok have puttet en 120Hz-skærm i Pro-modellen, når nu Apple insisterer på at der skal være en Pro-model i første omgang. Begge skærme har således kun en opdateringsfrekvens på 60Hz, hvilket ikke rigtigt kan betegnes som pro.
Skærmtonen i iPhone 12 er måske en anelse varmere end i iPhone 11, men om det skyldes skifter fra LCD til OLED eller andet, skal jeg ikke kunne sige.
Kommer du fra iPhone 11 eller en anden iPhone med LCD-skærm, vil du opleve en kæmpe kvalitetsforskel i de nye iPhones, mens den er mindre, hvis du kommer fra sidste års Pro-model.
5G er ligegyldigt

Et af Apples slagnumre - men i mine øjne noget komplet irrelevant - er understøttelsen af 5G. Jeg har ikke rigtigt testet det, da Oister (3), som jeg bruger, slet ikke har et 5G-net endnu, TDC's 5G-net er langsommere end 4G, der hvor jeg færdes, så det kan være det samme. Uanset hvad, er hastigheden på 5G på nuværende tidspunkt mest af alt relateret til netværket eller manglen på samme og ikke iPhonen i sig selv. Det bliver forhåbentligt bedre den kommende tid.
Uanset hvad, så mener jeg ikke, at 5G i sig selv er særligt interessant. Ja, lidt hurtigere dataoverførsel, men hvad så? Det kan og skal på ingen måde være et argument for at opgradere sin telefon. Jeg tager det med, men det spiller ingen rolle i min bedømmelse, da jeg aldrig har oplevet 4G som værende for langsomt.
Konklusion
Det store spørgsmål, når der kommer nye iPhones, er altid: Skal jeg opgradere eler vente. Og som sædvanlig er det umuligt at svare på, da det helt afhænger af hvilken iPhone man har. Egentlig er jeg også mest tilhænger af, at man venter med at opgradere til ens iPhone er slidt op. Men er man typen der gerne opgraderer, så er i år et rigtigt godt år uanset hvilken iPhone man har i forvejen.
Årsagen er det nye, fantastiske design. Man får simpelthen en helt ny fornemmelse. Et skifte fra eksempelvis iPhone 7 til iPhone 8 eller fra iPhone X til iPhone XS har været ligegyldig, uanset de generelle forbedringer. Årsagen er selvfølgelig, at de sidste mange års iPhones i virkeligheden alle har været "gode nok". I bund mig grund er alle de små forbedringer ikke noget, man ikke har kunnet leve uden. Det er nu først og fremmest når der sker et regulært designskift, at man mærker en forskel. Og det gør man i den grad i år. Det flade design er fantastisk smukt, og at iPhonen blevet lidt mindre for samme skærmstørrelse er også et kæmpe plus. Særligt når iPhone 12 mini kommer i næste måned.

Pro vs. ikke-Pro er et nemt spørgsmål for mig. Forskellen på de to modeller er alt for lille til, at det giver mening at ofre de ekstra tusinde Pro-modellen koster. Selv batteriet er identisk i de to modeller. Du skal have et meget specifikt behov for et bedre kamera eller en LiDAR-scanner før det giver nogen mening. Apple kunne snildt have droppet iPhone 12 Pro, og have nøjes med iPhone 12 mini, iPhone 12 og iPhone 12 Max. Så ville der i hvert fald være en størrelsesforskel på de tre modeller. At køre med to modeller i samme størrelse med så små forskelle giver ingen mening. Der er nemlig ikke meget Pro over iPhone 12 Pro - eller det er der, men det er der også over den regulære iPhone 12. Pro'en er ganske enkelt ikke pro nok til at det giver mening at skelne.
Min anbefaling er derfor meget klar. Vil du have en iPhone i den sædvanlige størrelse, så gå efter iPhone 12 og lad iPhone 12 Pro blive på hylden. Lad ønsket om nyt design være den afgørende faktor for om du skal udskifte din eksisterende iPhone. Funktionsmæssigt er der nemlig ikke meget nyt at komme efter.
iPhone 12 og iPhone 12 Pro kan købes hos Apple til priser fra 6.699 kr henholdsvis 8.899 kroner. Du kan også købe den hos en af Apples forhandlere.