Det er sjældent man falder over Apple-journalistik, der virkelig kommer i dybden med hvad der foregår hos Apple. Til dels fordi Apple er meget lukkede med, hvad er foregår bag murene i Cupertino, og hvor Apple ellers holder til. Derfor er det også en ekstra stor fornøjelse, at kunne henvise til en rigtig god artikel i Bloomberg Businessweek.

Artiklen handler om en af Apples vigtigste folk, nemlig israeleren Johny Srouji, der er Apples Senior Vice President for Hardware Technologies. Det vil sige Apples chef for hardwareudviklingen. Det er interessant fordi Apple med Steve Jobs i spidsen i sin tid besluttede, at hvis iPhone for alvor skulle skille sig ud fra mængden, så skulle Apple have 100% kontrol over hardwaren i stedet for at arbejde med tilpassede hyldevarer. Det Apple gør, er meget unikt i branchen. At Apple designer deres egne chips giver en helt utrolig mulighed for at tænke sikkerhed og ydelse kontra batteritid ind, som ingen andre producenter kan gøre efter. Det skulle lige være Samsung, som også selv designer chips. Det er dog efter en lidt anden filosofi, og de integrerer ikke hardware og software på samme måde som Apple.

Pointen er, at det er voldsomt interessant at få lov at komme ind bag facaden sammen med Bloomberg, der har fået adgang til Apples laboratorier, hvor der udvikles A-chips til kommende iPhones og iPads. Der bliver ikke decideret afsløret nogle nyt ting, men vi får et indblik i hvor vanskeligt det er, at designe noget vi tager for givet hver eneste dag.

Den kan anbefales.