Analytikere forventer 2GB ekstra RAM i iPhone 12

Apple forøger mængden af RAM i iPhone 12 med 50%, så det kommer op på 6GB i årets Pro-modeller.
Apple vil lancere fire nye iPhones sidst på året. To basismodeller og to pro-modeller. De to sidste vil få 6GB RAM, de andre 4GB RAM. I øjeblikket har alle iPhone 11-modellerne 4GB RAN, så der ryger altså 2GB oveni. Det mener to analytikere fra UBS.
Mængden af RAM er vigtig for at iPhonen kan afvikle styresystem og apps effektivt. Blandt andet øger en større skærm med flere pixels behovet for RAM.
Udover ekstra RAM vil de to pro-modeller, ifølge analytikerne, få et bagkamera med tre linser og 3D-teknologi, mens de to andre vil få et kamera med to linser uden 3D-teknologi.
Alle fire iPhones forventes at få OLED-skærm og 5G-understøttelse.
UBS-analytikernes forudsigelser ligger nogenlunde på linje med hvad flere andre analytikere forventer.