Analytiker: Der findes ingen redesignet iPhone 5

Analytikeren Ming-Chi Kuo, som mener at iOS 5 er klar sidt i september udtaler også, at han ikke har set nogen tegn på en redesignet iPhone 5 i produktionskæden. I stedet skulle det være den omtalte N94-iPhone, der er Apples iPhone 5. Det vil sige at designet fra iPhone 4 bibeholdes, og at ændringerne alene er under overfladen.
Kun bedre processor, mere RAM og andre småændringer
Ifølge Kuo skulle iPhone 5 få 512 MB RAM, hvilket ikke er nogen overraskelse, da iPhone 5 forventes at have samme A5-chip, som der sidder i iPad 2. Kameraets dybde, som er den begrænsende faktor for tykkelsen af iPhonen, er nogenlunde den samme som i den nuværende iPhone 4. iPhone 5 vil altså ikke være signifikant tyndere. Hvis designet fra iPhone 4 bevares, må vi se bort fra den mulighed at iPhonen varierer i tykkelse, således, at der er plads til kameraet i toppen, mens iPhonen blever gradvist tyndere nedefter. Skærmstørrelsen bliver de samme 3,5" som alle de andre iPhones har. Både for- og bagsiden vil være lavet i glas som nu.
Kuos oplysninger er sådan set ikke i modstrid med, hvad vi tidligere har hørt. De passer fint med hinanden. Tidligere har der dog været bred enighed om, at denne iPhone 4-ligende nye iPhone (N94) ville være en billig udgave, mens den rigtige iPhone 5 ville være helt anderledes. Kuos nye oplysninger tyder på, at det er forkert, og N94 simpelthen er iPhone 5.
Tager Kuo fejl?
Der er selvfølgelig den oplagte mulighed, at Kuo tager fejl. Måske har han ikke adgang til så mange informationer som han tror. I hvert fald virker det mærkeligt, at Apple skulle vente 15 måneder, bare for at introducere en bedre processor og lidt andre småting. Det kunne de jo i princippet bare have gjort i foråret, for eksempel da den hvide iPhone 4 kom. Det ser vi jo også med Apples computere, hvor der ikke bliver gjort et stort nummer ud af det, bare fordi en given computer bliver opgraderet med en ny processor. Hvis Apple skal retfærdiggøre et soloevent udelukkende for at præsentere en ny iPhone (og måske iPods), så skal der altså ske noget stort. Man skal huske på, at Apple tidligere har introduceret iPhonen på et eksisterende event, hvor den dog alligevel har været i centrum. Enten har Apple degraderet iPhonen til bare at være en iPod, der nu levet livet stille og roligt uden de helt store revolutionerende nyheder, eller også så skal den altså have en over frakken. Alt andet giver ingen mening.
En ting skal man dog huske på. Ikke én eneste lækket reservedel eller noget der minder om det, har vi set det kunne stamme fra en redesignet iPhone 5. Rygterne bygger alene på nogle lækkede mål på covers, men det kunne sagtens være Apple, der med vilje driller kineserne lidt. Vi har derimod set en del, der passer bedre med denne N94. Enten holder Apple kortene meget tæt ind til kroppen, eller også findes den redesignede iPhone 5 slet ikke. Forvirringen bliver faktisk større og større. Nogle kunne måske endda hævde, at Kuos oplysninger er lækket af Apple med vilje, for at skrue folks forventinger helt ned.
Hvad mener læserne?