Ifølge analytikeren Peter Misek, der har været en af de ivrigste fortalere for at Apple er på vej med et fjernsyn, er Apple gået i gang med at forberede et fjernsynsrelateret event i næste måned. Misek forventer ikke at vi allerede der vil se fjernsynet, men at Apple vil begynde at gøre klar til den egentlige lancering, ved at frigive udviklerværktøjer, som giver mulighed for apps på den eksisterende Apple TV.

Med hensyn til den egentlige lancering af et TV mener Misek, at det vil ske i september eller oktober. Størrelsen vil være 42" til 55" og prisen vil starte ved omkring $1.500. Prisen kan ikke direkte konverteres til danske kroner, men Apples billigste Retina MacBook Pro koster $1.499, mens den i Danmark koster 11.699 kr, hvilket skulle give en ide om i hvilket prisleje Miseks bud er.

Jim Dalrymple, der skriver for The Loop, har reageret på Miseks kommentar og mener ikke, at der sker noget i næste måned. Dalrymple har det med at skrive enten "yep" eller "nope", når nogen hævder at Apple er på vej med et event, og han har altid ret. Noget tyder derfor på, at Dalrymple har en god kontakt, der kender til Apples event, som der altså ikke er nogen af under opsejling denne gang, da Dalrymple kommentar er "nope".

Hvert år i juni afholder Apple em gigantisk konference for udviklere, og det vil være meget mere logisk, hvis en frigivelse af udviklerværktøjer vil ske der, frem for på et event i marts.

Scroll ned for at se kommentarer