Da Apple for nylig fremlagde kvartalsregnskab for 2. kvartal 2014 viste det faldende salg af iPads, mens både Mac-og iPhone-salget gik frem. Salget af iPads er faldet med 1,3 millioner enheder svarende til 9% i forhold til samme kvartal sidste år. Da gennemsnitpriser per solgt iPad er steget, er iPad-omsætningen dog kun faldet 8%.

iPadguide har kigget næremere på årsagerne til det faldende salg, der i øvrigt ikke kun rammer Apple - også Samsung og flere af de andre store producenter er ramt. Den globale salg af tablets er generelt set ganske enkelt faldende. Efter at have haft skyhøje vækstrater i et par år er salget i årets andet kvartal faldet med 5%, viser statistik fra analysevirksomheden Canalys.

Markedet er mættet

Hovedårsagen er en kombination af, at markedet er ved at være mættet, og at folk ikke opdaterer deres enhed i samme takt som eksempelvis telefoner. Eller sagt på en anden måde: De kunder der er ønsker sig en tablet har i det store hele allerede anskaffet sig en, mens dem der har en ikke køber en ny. Gruppen er folk der skal købe deres første tablet bliver mindre og mindre. iPaden, og tablets generelt, er løbet ind i samme udfordringer som har præget computermarkedet i nogle år og som TV-branchen har været udfordret af i årtier: Nysalget falder.

Enhver ny teknologi vil opleve høje vækstrater så længe markedet er umættet. Jo tættere på mætningspunktet man kommer, desto lave bliver vækstraterne af nysalget. Til sidst vil alle have en given enhed, og salget bliver således alene holdt i live af at folk udskifter deres enhed. Det kan ikke være anderledes.

Opgraderingscyklusen er for lang

Lige præcis her ligger problemet. Incitamentet for at opgradere sin enhed er ganske enkelt for lille. En hurtigere processor og bedre opløsning gør det ganske enkelt ikke alene, når ens gamle iPad løser opgaven næsten lige så godt. Igen noget vi kender fra TV-branchen.

Problemet er altså, at folk ikke skifter deres iPad ud i samme takt som deres iPhone. Opgraderingscyklusen ligger tættere på det vi ser for computere. I stedet for hvert år eller hvert andet år, udskifter folk deres iPads sjældnere. Ikke så sjældent som deres TV, hvor udviklingen stort set står i stampe, men dog så sjældent, at det ikke kan holde salget oppe. Mange bruger således stadig den første generation iPad til trods for at den nu har fire år på bagen. Den viser jo hjemmesider lige så godt som en sprit ny model.

Det handler således hverken om konkurrencen fra Samsung eller andre producenter, eller at folk synes at iPaden er for dyr. Folk er generelt meget tilfredse med iPaden, der stort set altid ligger lige omkring 100% i tilfredshedsmålingerne. Tilsvarende viser undersøgelser, at blandt dem der overvejer at anskaffe en tablet, er iPaden det foretrukne valg.

Her er Apples udfordringer

Apples udfordring ligger altså dels i at tiltrække nye kunder, fordi de eksisterende ikke opgraderer hurtigt nok. Som markedsleder kan Apple endda ikke vælge en strategi om at stjæle de andres kunder, som ellers er det, der sikrer væksten for Mac-salget. Apple dominerer tablet-markedet og kan således primært øge væksten ved at få fat i dem der ikke ejer en tablet i forvejen - og altså ved at øge opgraderingsfrekvensen.

Den lave opgraderingsfrekvens er til dels selvforskyldt - eller indbygget i udviklingen, da manglen på reelle nyheder er slående. Der skal ske noget, hvis folk skal skifte en velfungerende enhed ud med en ny til flere tusinde kroner. Opgraderet processor gør det ikke alene. På computermarkedet, hvor opgaverne er noget mere krævende, er der en ide i at rå processorkraft er grund nok til at opgradere, men for iPaden giver det ikke rigtigt den store mening. Tilsvarene rykker en tyndere iPad heller ikke voldsomt. Det er selvfølgelig meget rart, men ikke noget folk de ikke kan leve uden. Det samme kan man sige om flere af de andre småforbedringer vi ser fra år til år.

Fremtiden

Apple er selvfølgelig klar over hvordan markedet hænger sammen. Hvor salget hidtil nærmest er kommet af sig selv, skal du nu kæmpes hårdt for det. I TV-branchen er det typisk sket ved alene at fokusere på lav pris, mens vi nok vil se at den drivende kraft på tablet-markedet vil blive ny funktionalitet. så lige nu arbejder Apple med garanti på højtryk for at finde lige præcis den gyldne funktion, der får alle iPad-ejere til at føle at deres iPad trænger til en udskiftning.

Fremover vil vi dog i højere grad se at salget af tablet og iPads vil svinge op og ned i takt med den globale økonomi, som vi ser det for computere.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.