Alt i mens Apple kæmper for brugernes ret til at kryptere deres enheder, går Amazon den stik modsatte vej.

I den seneste version af Fire OS til deres Kindle-enheder har Amazon i al ubemærkethed fjernet muligheden for kryptering af data på enheden. Det går stik i mod hvad alle sikkerhedseksperter anbefaler. Falder enheden i de forkerte hænder, vil der være fri adgang til al data. Billeder, emails, lagrede kreditkortinformationer og så videre.

Det er uklart hvorfor Amazon har fjernet brugernes mulighed for kryptering. Det nærmeste vi kommer det, er den søforklaring en talsmand har givet til The Verge: "Da vi frigav Fire OS 5, fjernede vi nogle erhversrelaterede funktioner, som vi havde fundet ud af ikke blev brugt af vores kunder.

Amazons kunder har kun få muligheder for at bevare krypteringen. Det eneste de kan gøre er faktisk at lade være med at opdatere til Fire OS 5, hvilket jo i sig selv er et sikkerhedsproblem, da de derved går glip at de seneste sikkerhedsopdateringer. Ellers kan de opgradere og håbe at Amazon ændrer mening, eller helt stoppe med at bruge Amazons enheder.

Android, som Fire OS jo er bygget på, har i det hele taget problemer med at levere en ordentlig kryptering til deres kunder, da de fleste billige Android-mobiler ikke har saft og kraft nok til at sikre en ordentlig ydelse på krypterede enheder. Derfor er kryptering på Android noget man selv skal slå til, mens det i Apples iOS sker som standard, når man beskytter sin iPhone med kodeord.