John Gruber fra Daring Fireball er en af de personer, der er kendt for at have pålidelige kilder hos Apple. Man hører ham aldrig komme med de vilde historier, men ofte har man små interessante oplysninger, eller afviser bare mange af de andre rygter vi hører.

I et podcast fortæller han, at han stort set intet har hørt angående iOS 7, men at en kilde har fortalt ham, at "alle lækkede informationer er forkerte". Det har været ret sparsomt med informationen om iOS 7. Det meste har gået på designet, som er blevet beskrevet som fladt og uden teksturer og effekter. Uden at vide præcist hvad det dækker over, har der været en enighed i rygtestrømmen om, at sådan måtte det nødvendigvis være: iOS 7 bliver fladt.

Derfor er oplysninger om at "alle lækkede informationer er forkerte" uhyre interessant. Skal man tage den melding bogstaveligt, bliver iOS 7 alligevel ikke fladt. Men hvad bliver det så? Gruber siger selv, at der er ét ord, han hører i gen og igen fra sine kilder, og det er "polariserende" (polarizing).

I dagligdags tale bruger vi polarisering om en proces eller udvikling, hvor noget splittes op i skarpe modsætninger. Man kunne umiddelbart tolke det som om at det nye iOS 7 vil dele vandene. Enten vil vi hade det eller også vil vi elske det.

Man kunne dog også få den tanke, at der simpelthen menes, at iOS 7 på samme tid bliver mere at det vi allerede kender, samtidig med noget helt nyt. To vidt forskellige ting, der peger i hver sin retning. Hvis ikke det skal blive noget rod, så forudsætter det næsten, at folk selv kan vælge mellem de to poler. Vil man have det gamle eller det nye iOS? Måske bliver det valgfrit. Det giver i hvert fald mening i forhold til "polarisenrende", hvis Apple dropper den gyldne middelvej i designet, men satser fuldt ud.

Man ser alt for tit, at nye ting skal tage for meget hensyn til de gamle, og dermed ender med ikke rigtigt at kunne forny noget, da de gamle ting spænder for meget ben. Så måske lancerer Apple iOS 7 som noget helt nyt, hvor alt hvad vi kender er pillet væk og designet fra grunden. Men med den mulighed, at hvis man foretrækker det gamle, så kan man få det. Derved vil Apple tilfredsstille to grupper på samme tid. Alternativer er netop den gyldne middelvej, der så ender med ikke at tilfredsstille nogen som helst, fordi de nye ting er småting som ikoner der er ændret en smule og så videre.

En anden tolkning er, at det nye design simpelthen kommer i to forskellige farver, eksempelvis sort og hvid, som man selv kan vælge i mellem eller som passet til selve iPhonens farve. Det kunne også skifte efter lysintensiteten i omgivelserne.

Jeg indrømmer, at det ikke ligner Apple at gøre den slags, men kunne det ikke været et frisk bud i en overgangsperiode?