Da jeg i sidste uge startede mit projekt med at lade en iPad Pro erstatte min MacBook, skrev jeg, at jeg ville lave en oversigt over de erfaringer jeg havde gjort. Nu er der stadig kun gået få dage, så erfaringer er ikke så store endnu. Men et sted skal jeg jo starte. Planen er at opdatere listen efterhånden som erfaringerne tikker ind, så den skal slet ikke ses som udtømmende her fra starten.

Læs All in #1: Nu går jeg all in på iPad Pro

Læs All in #2: Sådan er mit iPad Pro-setup

Listen er inddelt i tre afsnit. Et afsnit med problemer jeg er løbet ind i, og som jeg ikke har kunnet løse. Et afsnit med problemer, der kan løses ad omveje. Finder jeg senere på noget bedre, bliver det selfølgelig taget med. Sidste afsnit er de ting, som bare fungerer.

I læsere skal være meget velkomne til at byde ind med erfaringer og spørgsmål. Jeg skal så vidt det er muligt (hvilket i praksis vil sige uden de store investeringer), gerne teste om en helt konkret opgave kan løses med iPad Pro, og føre det ind på listen. Ellers er det primært de ting, jeg selv støder ind i under mit daglige arbejde. Løsningsforslag til mine problemer, modtages selvfølgelig også.

I takt med at listen vokser i omfang, vil jeg muligvis omstrukturere tingene. Eventuelt dele op i flere separate artikler.

Uløste problemer på iPad Pro

- Man kan ikke tilslutte mus eller pegefelt (trackpad)

- Safari mangler en del funktioner sammenlignet med på OS X. Blandt andet muligheden for at kopiere et billedes URL, hvis billedet samtidig linker til en anden URL. Man kan heller ikke se en hjemmesides kildekode.

- Tastaturgenvejen "Forward delete" som på Mac er fn + delete virker ikke i iOS. fn-tasten åbner i stedet en mulighed for at vælre tastatur-layout.

- Ingen mulighed for at opsætte regler i Mail. Ingen mulighed for smarte postkasser.

Ting der kræver en omvej på iPad Pro

- Man kan ikke bruge traditionelle USB-pinde sammen med iPad Pro, da den ikke har et USB-stik. Der findes dog specielle USB-pinde, der også har et Lightning-stik, så de kan bruges med iPaden. Eksempelvis Leef iBridge.

Ikke en hindring på iPad Pro

De ting der er nævnt her, er ting som man ikke vil få problemer med, hvis man erstatter sin computer med en iPad Pro. Bemærk at denne ikke er udtømmelig.

- Web: Tjenester som Nem ID, Netbank, Viapplay, E-boks etc. har jeg ikke oplevet problemer med overhovedet. Bortset fra det aldrende Flash, er der ingen problemer med at bruge web-tjenester på sin iPad Pro.

- Mail: Man kan læse, sende og administrere mails på iPad Pro. Der er nogle småting der ikke findes (se ovenfor), men overordnet set er der ingen problemer med mails på iPad Pro.

Scroll ned for at se kommentarer