
iOS 7 er nu installeret på 80% af alle iPhones. Det oplyser Apple på sin hjemmeside for iOS-udviklere. For halvanden måned siden var tallet 74%. Mens andelen af iOS 7 stiger, falder den naturligvis for iOS 6 og endnu tidligere versioner. Andelen for iOS 6 er i øjeblikket 17%, mens kun 3% bruger en tidligere version.
Det går dermed stødt frem i Apples bestræbelser på at få en så ensartet platform som muligt. Stigningen er en kombination af at folk opdaterer, og at folk køber nye enheder med iOS 7 præinstalleret.
iOS 7 vil aldrig nå 100%, da ældre enheder slet ikke kan opdateres. Men man må også sige at 80% her fire en halv måned efter lanceringe er ret godt. Tallet vil nok fortsætte med at stige indtil iOS 8 bliver frigivet, men når nok aldrig over 90%.
Til sammenligning er udbredelsen af det nyeste Android-styresystem KitKat, der kom stort set samtidig med iOS 7, på under 2%. Det store flertal af Android-telefoner bruger stadig en udgave der er mere end to et halvt år gammelt.