Pegatron, der blandt andet producerer iPhone 4S og iPad mini for Apple, er kommet med et par udmeldinger, der sætter gang i spekulationerne. I den første udmelding fortæller Pegatron, at deres omsætning af forbrugerelektronik i årets andet kvartal vil falde med 25-30% sammenliget med årets første kvartal. Det tolkes af analytikerne som at salget af iPad mini er faldet, da Mini'en står for omkring halvdelen af Pegatrons omsætningen inden for forbrugerelektronik. iPhonen hører ikke til her, men i kommunikationskategorien, hvor den også står for omkring halvdelen af omsætningen.

Dagen efter ovenstående udmelding, melder Pegatron, at de vil øge antallet af medarbejdere med omkring 40.000 i årets anden halvdel, skriver Reuters. Pegatron har med andre ord fået nogle enorme ordrer. Da Apples er deres langt største kunde, er det nærliggende at antage, at det er Apple, der har lagt bestillingerne. Det er også nærliggende at antage, at det er et nyt produkt der er tale om, da en opgradering af ent af de eksisterende næppe vil betyde en så kraftig øgning i salget. Analytikerne mener da også, at det drejer sig om den lavpris-iPhone, der længe har været rygter om.