3 er begyndt at tage mod bestillinger på eSIM til de iPads der understøtter det, det vil sige iPad Pro 11", 3. generation iPad Pro 12,9" samt den nye iPad Air og iPad mini. 3 tilbyder også eSIM til iPhone og Apple Watch og er dermed den eneste danske operatør, der tilbyder eSIM til alle Apples produkter.

eSIM er en teknologi som overflødiggør det fysiske SIM-kort. I stedet er SIM-kortet bygget ind i hardwaren hvor man kan aktivere det digitalt. På iPhonen fungerer eSIM typisk som supplement til et fysisk simkort, så man dermed kan have to forskellige telefonnumre på iPhonen, men man kan godt bruge det alene. På iPaden og i Apple Watch fungerer det typisk som enhedens eneste simkort. En af fordelene ved eSIM er blandt andet, at man dermed slipper for det fysiske SIM-kort, og at designet på kommende smartphones og tablets vil blive tyndere og give plads til mere kraftfulde komponenter.

"Det er en stor fornøjelse endnu engang at kunne være først med at give danskerne mulighed for at benytte eSIM – denne gang på de nyeste iPads. Der er der ingen tvivl om, at vi på sigt kommer til at bevæge os helt væk fra det fysiske SIM-kort. Det er vigtigt for os, at vi kan tilbyde vores kunder den nyeste teknologi, og derfor er det afgørende, at vi følger med udviklingen," siger David Elsass, der er direktør for privatmarkedet hos 3.

Du kan læse mere om eSIM, og hvordan du bestiller det til din iPad, hos 3.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos eller studierapporter, fordi din Mac går i stykker? Sørg for at få taget backup nu! Onlime giver for en rimelig pris ubegrænset plads i skyen.