En af de grundlæggende funktioner i Safari på iOS er, at man altid kan komme til toppen af en hjemmeside ved at trykke på statusbaren. Statusbaren er den sorte bjælke øverst, hvor man kan se klokken, batteristatus og så videre.

Er man således nået ned til bunden af en hjemmeside, behøver man ikke scrolle hele vejen op igen for at komme til toppen, hvor de fleste hjemmesiders menu ligger, men kan nøjes med at trykke på statusbaren. En god og gennemtænkt funktionalitet, der også sikrer at man får hurtig adgang til Safaris adresse- og søgefelter.

Den funktionalitet har Berlingske Medie valgt at ødelægge, da deres iPhone-optimerede hjemmesider for nylig blev redesignet. Berlingske Media står blandt andet bag Berlingske.dk, BT.dk og Business.dk, og problemet går igen på alle tre sider.

Problemet er skyldes, at når man scroller ned på en af de tre sider, så bliver toppen (med mediets logo) stående øverst, mens det kun er resten af siden, der scrolles. Rent teknisk er toppen derfor hele tiden i toppen, og derfor sker der intet, når man trykker på statusbaren. Siden scroller ikke automatisk til toppen (for den er jo i toppen) og Safaris søge- og adressefelter kommer ikke frem. Safaris normale funktionalitet er derfor sat ud af kraft på de pågældende sider.

Berlingskes design tjener intet formål, men tager plads og ødelægger funktionaliteten

I praksis er det et irritationsmoment for brugerne af de pågældende sider, specielt fordi Berlingskes implementering ikke giver nogle fordele for brugeren overhovedet. Det eneste formål der tjenes er at vise mediets logo. Ingen menu, ingen søgefunktion, ingen ting.

Men mon ikke de fleste, der går ind på en hjemmeside for at læse nyheder, udemærket kan huske, hvilken side der på? Så vigtigt kan det heller ikke være, at vise sit logo frem, at det skal ske på bekostning af brugervenligheden og den i forvejen begrænsede mængde skærmplads. Man kender det også fra TV, hvor de fleste kanaler ikke har noget i mod at plastre deres logoer og anden information henover billedet af en film.

Det signalerer, at Berlingske ikke tager deres iPhone-læsere seriøst, og det er ganske enkelt ikke godt nok.

Opdatering

Berlingske har efterfølgende ændret på deres design, så det nu igen opfører sig som forventet - det vil sige efter hensigten. Tak for det.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.