Jeg har tidligere været inde på tilbudslotteri i App Store og denne gang skal det kredse lidt om samme emne, nemlig priserne på programmer i App Store. Siden dengang jeg skrev klummen for 3 måneder siden er der kommet omkring 10.000 flere programmer i App Store, som problematikken er endnu mere relevant nu end den var dengang.

Som de fleste nok ved, er Apple Store fyldt med spil der enten er gratis eller kun koster 6-12 kr. Dette mener mange af de "seriøse" eller "store" udviklere er alt for lidt. Så selv om mange af de store spil vi finder på andre platforme sagtens kunne konverteres til iPhonen, sker det ikke fordi folk er blevet nænnet til at indholdet skal være gratis eller næsten-gratis. Det er derfor svært for en spiludvikler at lancere en titel til f.eks. 119 kr, folk vil simpelthen finde den for dyr og det vil drukne i mængden på Apple toplister, der udelukkende måler antallet af downloads. På den anden side, kan udviklerne heller ikke sænke prisen for så kan de ikke forsvare at tage en høj pris på de andre platforme.

Det er dilemmaet og faktisk er det også forbavsende få at de spil, man finder andre steder, der har fundet vej til iPhonen. Et par hånde fulde eller to er det vel blevet til, ellers har de i hvert fald undgået min opmærksomhed.

Ifølge rygterne er Apple udemærket klar over dette og har planer om en sektion for "premium-spil" til 119 kr ($19.99). Dette skulle kunne lokke flere at de store udviklere til at udgive spil til iPhonen, og derved gøre iPhonen endnu mere interessant som spilplatform.

Jeg tror det kræver en lang tilvænningsperiode når prisen er så høj (i forhold til alt det andet på App Store). Mit eget dyreste køb kostede 59 kr. og der skal i hvert fald helt andre boller på suppen hvis prisen skal op i 119 kr. På den anden side, har de store sikkert også resourcerne til at rykke grænsen for iPhonens formåen et godt stykke, så man virkelig føler man får noget for pengene.

Jeg er enig i, at der skal ske noget i App Store, grænsen for hvor brugbare prutteprogrammer og lydgranater er, er overskredet for længe siden for mit vedkommende. Men det er forsat den slags der dominerer hitlisterne og derved "stjæler" opmærksomheden.

Om Apples rygtede premium-sektion kan lave om på dette ved jeg ikke - og der findes selvfølgelig også meget lort (for at sige det lige ud) blandt dyre spil (såvel som film, musik og alt andet kultur) - men jeg hilser initiativet velkommen. Dog kun hvis det ikke sker på bekostning af de uafhængige udvikleres muligheder for også at få en forretning ud af det.

Hvad mener læserne?