På min iPhone 6s er ikonerne ordnet i en 6 x 4 gitter - eller 4 x 6 gitter alt efter hvordan man vender telefonen. Det vil sige at der er 24 ikoner på hver skærm på samme tid. Plus dem man har i docken. På iPad Pro er der kun 4 x 5 ikoner på hver side. Altså 20 ikoner i alt - igen plus dem i docken.

Der er altså flere ikoner på hver skærm på iPhone 6s end der er på iPad Pro, til trods for at Pro'ens skærm er 6-8 gange større. Det giver ingen mening. Selvfølgelig er selve ikonerne noget større på Pro'en, og på iPhonen er de måske nok også klemt lige tæt nok sammen, men alligevel. Der er ingen tvivl om, at Apples valg om 4 x 5 ikoner sikrer at der er luft omkring dem, og at det øger overskueligheden, men det virker som en nødløsning fordi Apple partout vil holde fast i en brugergrænseflade, der blev opfundet til den lille iPhone for 9 år siden.

Der er brug for en gentænkning af hvordan iPadens og i sær iPad Pros hjemmeskærm skal opbygges. Som det er nu virker den underligt kluntet og efterlader et lidt trist indtryk, der ikke rigtigt viser at vi har med en Pro-enhed at gøre.

Og hvad er det så jeg savner? Jeg ved det faktisk ikke. Her vil jeg lade Apples kreativitet komme på en prøve. I det mindste kunne der være flere ikoner. Apple kunne godt lade der være 5 x 6 ikoner, uden at det bliver for sammenmast. Eller hvad med at gå helt bort fra gitterstrukturen, og lade mig arrangere ikonerne frit, som på Mac'en? Det ville være en god start.

Men ellers bør hjemmeskærmen kunne udnyttes til noget bedre end bare ikoner. Et område eksempelvis i toppen til Widgets efter eget valg eller meddelelser. Det kunne også være et permanent søgefelt eller hurtige genveje til bestemte ting og dokumenter.

Som sagt ved jeg ikke, hvad jeg savner. Jeg ved bare, at den nuværende hjemmeskærm på iPad Pro ikke virker rigtig. Der skal ske noget. Lad os få udnyttet den store skærm. Lad os få sat den i arbejde.

Hvad siger i?

Scroll ned for at se kommentarer