Nej, iPhone-batterier laves ikke af børnearbejdere

På Ekstra Bladet har de aldrig været for fine til at stramme sandheden en smule for at sælge en ekstra avis eller to. Specielt er det blevet en udbredt tendens at søle Apple til på et usagligt grundlag. Måske fordi Ekstra Bladets kernelæsere er de samme som køber de billige Android-mobiler. Så snart chancen byder sig, hugger de til.
Senest kommer det til udtryk i en artikel med overskriften "Apple under anklage: Mobilbatterier er lavet af børnearbejdere". Det er en hård anklage og en alvorlig anklage. Børnearbejde er netop ikke for børn. Det er noget der skal slås hårdt ned på.
Problemer for Ekstra Bladet er bare, at overskriften ikke holder vand. Batterierne til iPhonen bliver ikke lavet af børnearbejdere i Congo, som overskriften ellers fortæller. Batterierne laves af voksne mennesker i Kina. I disse batterier er der blandt andet kobolt. Denne kobolt køber kineserne af mellemhandlere, der køber den hos andre mellemhandlere, der i sidste ende køber den af mineselskaber i Congo i Afrika. I disse miner bruges der blandt andet børnearbejdere til at sortere kobolten fra dre andre mineraler, hæver Amnesty International i en ny rapport. Den er der ingen grund til at betvivle.
Faktum er at der benyttes børnearbejdere i minerne i Congo, og faktum er at kobolten fra minerne ad snørklede omveje havner i Kina, hvor den bruges til produktion af batterier. Batterier der blandt andet bruges til Apples iPhones. Men også batterier til produkter fra Huawei, Samsung, Sony og vel stort set alle andre af de store elektronikproducenter. I virkeligheden kan nok de færreste sige sig fri fra at der et eller andet sted i logiskkæden er urimelige arbejdsvilkår for de involverede.
Pointen er, at det er et branchespecifikt problem, der rammer alle. Det hverken fremmer debatten eller en løsning på problemet, at Ekstra Bladet hænger en enkelt producent ud med en overskrift der måske nok tiltrækker læsere, men som er faktuelt forkert. Tværtimod resulterer det bare i den sædvanlige Apple vs. anti-Apple debat der ikke fører nogen veje.
Det er ærgerligt, for det er relevant at diskutere og komme til bunds i, hvordan man kan højne arbejdsmiljøet i hele kæden fra råmaterialernes udvinding til det færdige produkt. Børnearbejde er dog svært at komme helt af med. Blandt andet fordi man i andre lande har en anden arbejdskultur end vi har her i vesten.
Hvis Ekstra Bladet ellers var deres opgave voksen, så ville de behandle den slags historier som erhvervsstof af folk der har det som spidskompetence, i stedet for at lade en tilfældig tech-journalist gøre det til underholdning i form at mad til Apple-haderne. Det er den slags alt for vigtigt til. Vi bliver dog nok nødt til at acceptere, at Ekstra Bladet netop er avisen, der gør alt til underholdning. Uanset hvor tragisk eller vigtigt et emne er.