Må man spise af buffeten, hvis ikke man vil betale?

Google har indtil videre haft et vist held med at fremstille sig selv som offer i de globale retssager i mobilbranchen. Googles "Don't be evil"-mantra er dog ved at være en kende slidt efterhånden. Kigger man lidt under overfladen, er der nemlig et tydeligt mønster af, at Google simpelthen bare gør hvad det passer dem, frem for at spørge om lov. Den slags banaliteter kan man altid ordne bagefter, synes filosofien at være.
Verdens største selskaber sagsøger Google
Googles fremgangsmåde, har fået nogle af verdens absolut største teknologiselskaber til at sagsøge Google eller Android-partnerne på stribe. Det gælder blandt andet Oracle, Microsoft, eBay og senest British Telecommunications plc (mere kendt som British Telecom). Dertil skal lægges flere mindre selskaber. Mange af retssagerne går også den anden vej, men det er mere af taktiske grunde for at have noget at forhandle med. Den grundlæggende præmis er, at en god håndfuld af verdens absolut største selskaber inden for teknologi-branchen, er enige om, at Google tager lige vel løst på rettighedsspørgmålet.
Mange eksempler på rettighedsovertrædelser
Eksemplerne på at Google ikke bekymrer sig om andres rettigheder er mange. For eksempel er Google bare er gået i gang med at scanne fysiske bøger og lægge dem frit tilgængeligt på nettet uden at spørge rettighedshaverne om lov. Flere medier såsom The New York Times mener at Googles cache overtræder deres ophavsret. Googles Streetview og indsamling af oplysninger om WiFi spots er et andet eksempel på, at Google ikke spørger folk om lov før de tager andres ting og bruger dem selv. En af de mest alvorige beskyldninger kommer fra Oracle, der står bag Java. Oracle hævder at Google har overtrådt en meget lang række af Java-patenterne med Android og kræver en erstaning på 5-6 milliarder kroner af Google.
Google har selv sat sig uden for døren
Google forsvarer sig med at patentsystemet er forældet, og at det vil føre til dyrere Android-telefoner, hvis Google skal indgå licensaftaler med alle rettighedshaverne. Det kan Google i og for sig have ret i. Selvfølgelig bliver ting dyrere, hvis man retmæssigt skal betale andre for det arbejde de har udført. Google argumenterer så for, at alle de andre har rottet sig sammen mod Google ved at opkøbe patenter udelukkende med det formål at sagsøge Google. De andre har da rigtigt nok også opkøbt patenter, men Google har selv afvist at være med. Så da en patent-alliance bestående af Apple, Microsoft med flere, for nylig købte en patentportefølje for omkring 25 milliarder kroner, takkede Google nej til at være med i puljen. Apple lagde alene omkring 10 milliarder kroner for patenterne. Man skal vist have sagt "Don't be evil" lidt for mange gange for at kunne tro, at man bare kan tage for sig af retterne, selvom man ikke vil spæde i kassen. Vil Google have del i buffeten, må de til lommerne. Det mener Apple, og det mener kæmpeselskaber som Oracle, Microsoft, eBay og British Telecom.
Der begynder at tegne sig et mønster
Det handler ikke om at gå i for små sko eller at patentsystemet er forældet. Det handler om, at man spiller efter reglerne uanset hvor uenige man så er i dem. Det er Google ikke interesseret i, og derfor er de lige nu direkte eller indirekte midtpunkt i et hav af retssager verden over. Når der efterhånden er et par håndfulde selskaber der hævder det samme - at Google overtræder deres rettigheder - så begynder der at tegne sig et mønster. Ingen tvivl om, at de mange retssager viser at et eller andet er gået over gevind. Er det for meget at håbe på, at alle parter taber? På den anden side, hvad skal man gøre, når man mener at andre stjæler de ideer, man selv har brugt hundrede millioner af dollars på at udvikle? "Don't be evil" er jo i sig selv ingen sikkerhed for, at man selv har ret og alle andre uret. Måske skulle Google fremover sørge for, at deres motto er andet end bare tomme ord.
De fleste af retssagerne tegner til at blive afgjort i løbet af 2012.