I går lancerede Apple deres iTunes Music Store i 56 lande, så man nu kan købe musik hos Apple i 119 lande. I 114 af disse lande er Apples musikservice iTunes Match tilgængelig. Kun 5 ud af 119 lande, har ikke iTunes Match. Det er Japan samt de fire nordiske lande: Danmark, Sverige, Norge og Finland. Island ser vi bort fra her, da de slet ikke har en iTunes Store.

Hvis vi også ser bort fra Japan, så kan det ikke være et tilfælde, at de nordiske lande er de eneste lande uden iTunes Match. Det skulle være mærkeligt, hvis begrundelsen for manglende iTunes Match var forskellig for de fire lande. Tæt på usandsynligt, at fire nabolande ved et tilfælde er de eneste, der ikke har iTunes Match. Der må være en fælles forklaring.

Det kan ikke være Apple, der er problemet

Apple har tydeligvis stor lyst til at få udbredt iTunes Match. 114 lande vidner om, at det ikke er på Apples side af bordet problemet ligger. For hvorfor skulle Apple lige præcis i de nordiske lande, modsætte sig iTunes Match? Bare for at drille os, eller hvad? Det giver ingen mening, så det må være på den anden side af bordet vi skal kigge. Det vil sige hos de rettighedshavere, der forhandler med Apple. Siden det er alle de nordiske lande, der er uden iTunes Match, må man formode, at forhandlingerne sker samlet - eller i hvert fald koordineret.

I teorien kan det derfor være en manglende aftale i et enkelt land, der blokerer for den samlede aftale. Vi ved det dog ikke, og derfor er det naturligt at spørge KODA, der administrerer rettighederne i Danmark, ad. Det har jeg så gjort, flere gange, uden dog at få noget svar på min henvendelse. Ikke engang en lille mail om, at de ikke har nogen kommentarer. Jeg har givet dem rig mulighed for at forklare sig, men de reagerer ikke. Det er arrogance ud over alle grænser, og giver måske i virkeligheden svaret. Arrogance kan forklare hvorfor rigtigt mange forhandlinger aldrig bliver til noget. Stædighed og urealistiske økonomiske krav er andre gode bud.

KODA's arrogance kan være en forklaring

KODA's manglende lyst til at komme med en god forklaring indikerer jo, at det i virkeligheden er hos KODA aben ligger. Det har vi set før. Modstand fra KODA var eksempelvis årsag til at de abonnementsbaserede musiktjenester kom så sent til Danmark. KODA skal selvfølgelig maksimere deres medlemmers indtjening, det er klart, men når nu der er lavet aftaler i 114 lande, så er Apples tilbud nok ikke så ringe endda.

Det er helt grotesk, hvis en enkelt organisation kan blokere for de digitale muligheder i Danmark. Vi vil have nem adgang til digital musik, og samme muligheder som i andre lande, og det kan kun gå for langsomt. Danmark var blandt de første lande der fik en iTunes Store, men nu altså blandt de sidste, der får de moderne muligheder. Tiden står altså ikke stille, som nogen bag skrivebordene i branchen tror. Jeg er så træt af hele branchen skal være så reaktionær. Modarbejde alle nye initiativer, for digital distribution af musik og film. Vi forbrugere vil jo gerne betale for indhold. Vi vil også have det nemt, og på vores måde. Husk på, det er os der er kunderne. Men hvis ikke i vil have os, så må gå andre steder hen. Ikke af lyst, men af nød.

"I får smør på brøddet, fordi vi køber jeres musik"

Det kunne være ved at oprette en amerikansk iTunes-konto. Ved at benytte en abonnementsbaseret musiktjeneste. Eller ved at hent piratmusik på nettet.

Det er organisationer som KODA der ødelægger musiksalget i Danmark, ikke kunderne. Før i indser dette, vil tingene ikke ændre sig. I får smør på brødet, fordi vi køber jeres musik. Holder vi op med det, fordi jeres tilbud er for dårlige, så kan i lige så godt lukke butikken. I har mere brug for os, end vi har for jer. Problemet er, at det endda snart er ved at være for sent. Folk har efterhånden fundet andre løsninger.

Kunderne i Ghana har iTunes Match. Kunderne i Mongoliet har iTunes Match. Kunderne i Trinidad and Tobago har iTunes Match. Det er dybt pinligt, at kunderne i Danmark ikke også har adgang til iTunes Match.

Nu må i tage et ansvar - og så være lidt mere fremme i skoene næste gang, der kommer en ny mulighed.