Vi har alle hørt om KickStarter der tilbyder crowdfunding, folkefinansiering, til nystartede virksomheder med gode ideer der kan være svære at få finansieret via de traditionelle kanaler.

En af de mest succesfulde KickStarter-kampagner nogensinde er af smarturet Pebble, der var med til at skyde hele bølgen med smarture i gang. De fik indsamlet mere end $10 millioner. Siden overgik de sig selv da de med kampagnen for Pebble Time fik indsamlet $20 millioner.

Nu prøver de så en gang mere. Denne gang med hele tre forskellige enheder på samme tid. De to smarture Pebble 2 og Pebble Time 2 samt en enhed kaldet Pebble Core 2. En af de største nyheder er indbygget pulsmåler, men ellers er der i det store hele bare tale om en naturlig udvikling i forhold til Pebble første generation.

Evolution snarere end innovation. Ikke at der er noget galt med det overhovedet. Pebble laver et solidt smartur og 2. generation vil med garanti være endnu bedre. Det hører bare ikke hjemme på KickStarter.

KickStarter er ikke en netbutik

KickStarter er for iværksættere der via folkefinansiering kan skaffe kapital uden at sælge deres sjæl til traditionelle investorer, eller som bare ikke kan skaffe midler fordi ingen banker tror på ideen. Det punkt er Pebble for længst kommet ud over. De har adskillige succesfulde produkter i handlen og burde derfor enten være selvfinansierende eller kunne skaffe kapital fra de traditionelle kanaler. I stedet vælger de at misbruge KickStarter til at skaffe nogle hurtige penge uden risiko.

Hvor det første Pebble selvfølgelig hørte hjemme på KickStarter, fordi det var en ny og uprøvet ide der skulle bringes til markedet, så har Pebble for længst bevist sit værd som et holdbart produkt.

Der er efter min mening to store problemer ved at Pebble igen og igen bruger KickStarter til at generere salg.

Ingen forbrugerbeskyttelse

For det første er der rent juridisk ikke tale om et salg af produkter, men om en investering i et firma. Det betyder at den almindelige forbrugerbeskyttelse er sat ud af kraft. Leverer Pebble ikke de lovede ure, er det bare ærgerligt. Kunden har nemlig ikke købt et ur, men indskudt risikovillig kapital i et firma.

Pebble får udbetalt de indskudte beløb (minus KickStarters fortjeneste) når kampagnen slutter. Kommer uret ikke som lover i januar 2017 har man mistet sine penge. Sådan er KickStartes betingelser, og der er flere eksempler på at risikoen er reel nok. Ikke nødvendigvis med overlæg, men ting kan gå galt.

Ødelægger KickStarters særkende

For det andet tager Pebble, der nu er en etableret virksomhed med en omsætning på hundredevis af millioner kroner, opmærksomheden fra de rigtige iværksættere. De folk der med gode og skæve ideer kæmper for at få deres produkt på markedet. De drukner fuldstændig når virksomheder som Pebble løber med opmærksomheden og pengene på KickStarter.

Samtidig giver det KickStarter en anden profil, hvilket skader de små virksomheder på lang sigt. KickStarter er nu ikke længere en iværksætter-markedsplads med en slags netbutik hvor etablere virsomheder kan sætte deres produkter i forsalg.

For Pebble handler det om at få kunderne til at tage hele risikoen

Men hvorfor henter Pebble ikke udviklingspenge fra rigtig investorer istedet for at misbruge KickStarter? Der kan kun være to forklaringer. Enten fordi Pebble ikke kan overbevise banker og investorer om at de har en sund forretning, eller fordi det er meget billigere og risikofrit for Pebble at bruge KickStarter.

Svaret ligger formodentligt et sted midt i mellem. Faktum er i hvert fald at både banker og investorer vil have en form for garanti for deres penge. Enten i form at renter eller en del af selskabet. Inverstorer vil have del i gevinsten, hvis de skal løbe en risiko. På KickStarter er Pebbles risiko lig nul. Pebble får pengene trekvart år før de skal levere produktet og der er hverken renter eller nogen som helst modydelse i form af aktier eller lignende. Pebble kan bare åbne kassen og samle ind. Selvom det er moralsk anløbent, kan man på en måde godt forstå Pebble. Det et backerne på KickStarter der løber den finansielle risiko, mens det er Pebble det får gevinsten. Hvilken virksomhed ville ikke give højre arm for det tilbud?

KickStarter tjener stort på Pebble

Den virkelige synder her er KickStarter. De burde stoppe kampagnen med det samme og holde sig til at være et sted for nystartede iværksættere. Men hvorfor gør de så ikke det? Det handler om grådighed. KickStarter tager 5% af alle succesfulde kampagner indsamlede beløb og derudover 3% + 3 kroner per donation som betalingsafgift. En kampagne som Pebbles til $20 millioner giver derfor KickStarter $1 million + $0,6 millioner i betalingsafgift. Det svarer til mere end 10 millioner kroner. KickStarter har altså 10 millioner gode grunde til at elske når etablerede virksomheder som Pebble bruger dem som netbutik.

Pebble vinder på det og KickStarter vinder på det, mens de virkelige tabere er kunderne, der løber hele risikoen. Det burde KickStarter se sig for god til.

KickStarter har 167 ansatte, så selvfølgelig skal der penge i kassen, men KickStarter er blevet store på at være de smås udstillingsvindue, og det bør de holde fast i.

Eller ændre deres navn. En kickstart er noget man får én gang - ikke en tilbagevendende begivenhed, man gentager år efter år med samme ide igen og igen.