Da iPhone 4 blev lanceret i sommeren 2010, var der meget debat om den dårlige antenne. Apple fik reddet stormen af, men der er ingen tvivl om, at iPhone 4's antenne kunne og burde have været bedre. Jeg kan konsekvent kun få en streg i signal hos 3 med min iPhone 4, hvor jeg bor og normalt færdes. Jeg har altid slået det hen som "sådan er det at bo på landet", for i byerne plejer dækningen at være fin nok. Jeg har dog måttet ændre den opfattelse, at god dækning er forbeholdt storbyerne.

Kan eller vil ikke levere en ordentlig dækning?

I efteråret var jeg nemlig på ferie, og for en gangs skyld var det med mobildækningen helt i top. I løbet af de 30 dage jeg var afsted, oplevede jeg ikke et eneste tilfælde af manglende dækning. Ferien gik dog ikke til storbyen, som man måske kunne tro. Nej, jeg befandt mig 10.000 km fra Danmark på en ø i det indiske ocean - nærmere bestemt Mauritius. Et land, hvor bruttonationalproduktet ligger på niveau med lande som Tyrkiet, Argentina og Letland. Så selvom Mauritius er Afrikas rigeste land, så svømmer de ikke i penge. Et ordentligt mobilnet, har de dog råd til. Uanset hvor jeg var, var signalet fint. I lufthavnen, i byerne, uden for byerne, selv en halv dagsmarch inde i regnskoven, var der fint signal. Det dårligste signal jeg oplevede var to streger, som det blandt andet kan ses af en af de artikler, jeg skrev der nede.

Nu skal dette hverken være en geografitime eller en feriebeskrivelse, pointen er, at jeg i Mauritius oplevede en konstant og markant bedre mobildækning end herhjemme, uanset hvor jeg så befandt mig. Da telefonen var den samme, kan forskellen kun forklares med kvaliteten af sendenettet. I Mauritius har de åbenbart prioriteret en god dækning alle steder, mens det ikke er tilfældet i Danmark. Det synes jeg er tankevækkende. Det kan ikke bortklares med at man ikke kan, det har jeg jo ved selvsyn oplevet ikke er noget problem. Det må handle om at man ikke vil levere en ordentlig dækning.

Ekspert: Den vigtigste faktor for signalkvalitet er masteudbredelsen

En af verdens førende eksperter i antenner, danskeren Gert Frølund Pedersen, der er professor ved Aalborg Universitet, var en af kritikerne af iPhone 4's antennedesign. For en uge siden var han igen i medierne hvor han påpegede, at det er masteudbredelsen, der betyder mest for mobildækningen, men at selve telefonen selvfølgelig også spiller en rolle. I byerne, hvor dækningen typisk er i orden, er der ingen problemer med for svagt signal. "Her spiller det ikke den store rolle, hvilken telefon man har.", siger Gert Frølund Pedersen. Problemet er på landet, hvor der kan være store dækningshuller - op til flere km mange steder. Her betyder det noget for kvaliteten, om man kan få bare et par hundrede meters ekstra dækning ved at vælge den rigtige telefon.

Moderne videnssamfund?

Det er dog kun en nødløsning, når den egentlige årsag er den dårlige eller endda manglende dækning. Det har da også fået politikerne op ad stolene. Martin Damm, der er teknik- og miljøudvalgsformand i Kommunernes Landsforening, kræver en uvildig undersøgelse af problemerne, skriver Politiken: "Hvis vi skal fungere som et moderne videnssamfund, skal hele Danmark og ikke kun bestemte områder være dækket. Ansvar og skyld bliver skubbet rundt, og nogen påstår, at der slet ikke er dårlig dækning. Derfor vil vi gerne have en uvildig undersøgelse af mobildækningen, så vi kan få set på barrierne".

Damm rammer hovedet på sømmet: "moderne videnssamfund". Jeg skulle til Mauritius for at finde et moderne videnssamfund - i hver fald hvis man alene måler på mobildækningen.

Måske skulle man bare være blevet på Mauritius

Teleselskaberne har traditionelt givet kommunerne skylden, men flere eksperter vurderer nu, at teleselskaberne forsøger at fjerne fokus fra deres manglende investeringslyst i flere mobilmaster. Gert Frølund Pedersen siger, at "Det vil være sundt at få facts på bordet". Han mener, at selskaberne oplister en masse tekniske problemer, som en undskyldning for ikke at ville opsætte flere master.

Indtil videre må vi danskere kigge langt efter en rimelig dækning i hele landet. Måske skulle man bare være blevet på Mauritius...

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.