En del har nok set DR's Kontant, hvor de har kigget nærmere på moderne smartphones' antennekvalitet. Den store nyhed er at iPhone 6s er blevet testet - og klarer sig dårligt. Testresultatet med samtlige 37 testede telefoner kan ses hos DR. iPhone 6s kommer ind som nummer 30 med et ringere resultat end sidste års iPhone 6. Ingen af telefonerne i testen klarer sig ret godt. iPhones ligger generelt i den dårlige ende.

Telefonerne er testet af professor Gert Frølund fra Aalbort Universitet. Hvis det får en klokke til at ringe, er det ikke så mærkeligt. Allerede i 2013 testede Frølund telefonernes antenner, og resultatet dengang var stort set identisk med det vi finder i dag. Der er intet nyt i den nye test. Desværre. For testen og DR's tal lider af et voldsomt problem. Det skal siges at jeg ikke har set programmet, men udelukkende forholder mig tl de 4-5 artikler, der er på DR's hjemmeside om emnet.

Telefonerne er testet i det såkaldte GSM900-bånd

Frølund har valgt at teste telefonernes antenne i det såkaldte GSM900-bånd. Det siger formodentligt ikke ret mange noget som helst. Med god grund, for det er gammeldags bånd der nok mere er kendt under navnet 2G. Smag lidt på det. Hvornår har din iPhone sidst været på 2G eller Edge, som det også kaldes, når det handler om data? I dag hvor stort set hele landet er dækket af 3G og 4G endda er udbredt mange steder, virker 2G noget gammeldags. Det understøtter eksempelvis kun dataoverførsel på op til 9.6 kbit/s. Teleselskabet 3 har ikke engang et 2G-net.

For langt de fleste danskere er moderne telefoners kvalitet i GSM900-båndet inderligt ligegyldigt af den simple grund, at de telefonerne det meste af tiden er koblet på 3G- eller 4G-nettet. I praksis kan GSM900 heller ikke bruges til mobildata, da det er så langsomt, så selv når man er koblet op spiller kvaliteten ikke en rolle, da det under alle omstændigheder går meget langsomt. Som sagt er det derfor i de fleste tilfælde inderligt ligegyldigt, hvordan kvaliteten af 2G-antenne er.

Kvaliteten ved 2G og 3G er ikke den samme

Men er kvaliteten af telefonernes ikke identisk i de forskellige bånd? Nej, og det er hele humlen. Kvaliteten ved 2G fortæller intet om kvaliteten ved 3G eller 4G. I testen for to år siden, lå iPhone 5c og iPhone 5s i bunden i testen af GSM900, mens de lå i toppen i testen af UMTS900 (3G). Tilsvarende ændrede de fleste andre telefoner placering alt efter om man kiggede det ene eller det andet bånd. Der er med andre ord overhovedet ingen samenhæng mellem hvordan en telefon klarer sig ved 2G og 3G eller 4G. Dette er en meget vigtig pointe. Jeg gentager den lige, for at understrege det: Dette er en meget vigtig pointe.

Det spiller ingen rolle, hvordan smartphones klarer sig i det gamle 2G-bånd. Det der er vigtigt er hvordan de klarer sig i 3G- eller 4G-båndet. Det nævner DR bare ikke med et ord. De skriver bare, at GSM900 er valgt fordi det giver den bedste dækning ifølge Erhvervsstyrelsens mobilkortlægning. Man kunne få den mistanke, at valget af testbånd snarere er sket i forhold til hvad der giver de mest dramatiske overskrifter. Sådan er DR's journalistik desværre blevet på mange af primetime-programmerne, der taler til familien Danmark. Her vælger man gerne en gammeldags test og primitive problemstillinger for at understrege en på forhånd valgt pointe, der fanger seerne. I dette tilfælde at moderne smartphones er noget møg og at alting var bedre i gamle dage.

Testen kan ikke bruges til ret meget

Desværre for alle os andre, kan vi bare ikke bruge testen til ret meget. Vi er ikke blevet spor klogere på hvordan de forskellige smartphones klarer sig i dagligdagens Danmark, hvor GSM900 for længst er blevet fortid for de fleste. Måske moderne smartphones netop nedprioriterer 2G-antennen til fordel for 3G-antennen, fordi det nu engang er den folk bruger mest. Det ville i hvert fald give god mening. Men vi ved det ikke. Vi ved alene hvordan telefonerne klarer sig i et frekvensbånd som ikke ret mange bruger længere.

Jeg anfægter på ingen måde at iPhone 6s klarer sig dårligt i GSM900. Det viser testen jo tydeligt. Jeg ville bare hellere have haft at vide, hvordan den klarer sig i et af 3G-båndene.

En debat omkring antennekvaliteten er nødvendig, så det er ekstra ærgerligt at den kommer til at køre på et semi-forkert grundlag. Havde DR valgt at teste i et af 3G-båndene havde det været meget mere relevant for os alle. Det påpegede jeg allerede for to år siden. Dengang talte jeg for døve ører, og det gør jeg desværre nok stadig. Lad os håbe, at næste test vil give os resultaterne i 3G og 4G-båndet, så vi får et mere korrekt udgangspunkt at debatere ud fra.

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.