Kommentar: Er Microsoft blevet Apple-fanboys?

Microsoft har netop afholdt et stort "Windows Phone 7"-event, hvor de igen præsenterede det nye styresystem til mobiltelefoner. Nu er ONX selvfølgelig ikke en nyhedsside omhandlende Windows eller Microsoft, men derfor er der alligevel et par interessante ting, der fortjener at blive vendt her på siden.
Lad mig slå fast med det samme, at meningen med denne klumme ikke er at nedgøre Microsofts nye tiltag, bestemt ikke. For de har nogle interessante bud på et nytænkende post-iPhone-brugerinterface, hvis man kan kalde det det.
App Store-modellen
I stedet skal vi spole tiden tilbage til iPhonens unge dage. Helt præcist den gang Apple præsenterede App Store-modellen første gang. Kritikken haglede ned over Apple fra stort set alle andre end iPhone-brugerne. Hvordan kunne Apple tillade sig at præsentere et lukket udviklermiljø, hvor Apple bestemte hvad der var tilladt og hvad der ikke var, og dermed hvad der kom på hylderne i App Store? Apple Storen blev dømt til fiasko, for fremtiden var et åbent udviklermiljø uden indblanding, mente kritikerne. Heldigt for dem åbnede den ene app store efter den anden, på andre platforme, så alternativer var der masser af. Mest omtalt var Googles Android Marketplace, hvor der ikke var grænser for åbenheden.
Succes eller fiasko?
Det viste sig dog hurtigt, at det var Apples App Store der var mest succesfuld, mens Android Marketplace var en dundrende fiasko for udviklerne, idet der stort set ikke var nogen der købte noget. Et eksempel er spillet Trism der på Android omsatte for $1.000 i løbet af tre måneder og $250.000 på iPhonen i løbet af to måneder. Faktisk sælges der færre apps gennem Android Marketplace på verdensplan, end der gør i den danske App Store alene. Det fik da også hurtigt Gameloft, en af de helt store spiludviklere, til helt at droppe Android. De solgte simpelthen 400 gange flere apps til iPhonen end til Android. Hvor Android Marketplace er gået fra fiasko til fiasko, er Apple App Store gået fra succes til succes.
Microsoft vælger side
Det er selvfølgelig meget nemt at være bagklog, hvilket også må have været tankegangen hos Microsoft, da de skulle udvikle konceptet for deres egen application store til Windows Phone 7. Du har nok allerede gættet det: Microsoft har mere eller mindre kopieret Apples model for App Storen. Den er god nok; et lukket distributionmiljø uden mulighed for at installere apps uden om Microsofts godkendelse. Jeg vil ikke pege fingre af, at Microsoft kopierer Apples model, det havde da først været mærkeligt, hvis de havde valgt Googles model. Selvfølgelig vælger Microsoft det koncept, der har vist sig at være mest succesfuldt. Alt andet ville være mærkeligt. Det interessante i denne historie er, om Microsofts valg af en lukket distributionsmodel, vil virke som en blåstempling af konceptet - eller om de vil blive udsat for kritik i sammen størrelsesorden som Apple.
Nu vi snakker App Store og apps i det hele taget, så er et andet kritikpunkt iPhonens manglende mulighed for multitasking. Emnet vender jævnligt tilbage her på siden og holdningerne er som altid trukket skarpt op. Den ene halvdel savner det ikke (og må derfor være fanboys), mens den anden halvdel ikke kan leve uden (og derfor truer med at forlade iPhonen til fordel for en anden smartphone). Et godt gratis råd her fra: Vælg ikke en mobil med Windows Phone 7, for den vil heller ikke kunne fuldblods multitaske. I stedet har den en koncept med baggrundsnotificering af alerts. Understøttelse af copy and paste bliver der heller ikke noget af. Microsoft begrundelse er, at ingen har brug for det alligevel. Det var vel i og for sig også Apples begrundelse for, at udelade det i sin tid. Det kom dog med i OS 3.0, men er der nogen der bruger det? Jeg har brug det under 5 gange i min tid oms iPhone-bruger, så måske har Microsoft ret i deres vurdering.
Hvis der skal spindes en ende på det hele må det være, at kritikken af Apples valg en en lukket distributionsmodel, fravær af rigtig multitask og manglende copy and paste, har været forfejlet - eller at Microsoft er blevet Apple-fanboys. For det er man jo per definition, hvis man ikke går ind for en åben distributionsmodel og mulighed for multitasking. Eller er verden måske mere nuanceret end som så?