De sidste måneder har der været massive rygter om, at Apple vil tilføje et smartur, kaldet iWatch, til deres produktsortiment. Rygterne virker ret solide og kommer på flere fronter. Apple skulle eksempelvis have ansat folk med speciale inden for området. Firmaer med ekspertise er opkøbt. Elektronikproducenter i Østen beretter om prototyper. Og så videre.

Teknologien er i det store hele på plads. Apple laver i forvejen en lille iPod nano med en iOS-lignende grænseflade. Selvom der skal forbedres mange ting, såsom batteritid, er det ting der kan løses. Softwaren og funktionaliteten må man også formode, at Apple kan få styr på.

Men er det nødvendigvis en god ide for Apple, at gå ind i et helt nyt marked for smarte ure bare fordi de kan? Apple forventes også at gå ind i markedet for fjernsyn og for spillekonsoller, noget vi også har til gode at se, selvom de virker mindst lige så oplagte - eller mere - end smarte ure.

Det taler i mod

Apple har tidlige forsøgt at lave iPod nano i en form så man kunne sætte det på en rem og bære det som et ur om armen. Det var ikke videre populært.

Brugen af ure om armen er faldende. Den generelle trend går ganske enkelt væk fra at man overhovedet går med armbåndsur. Lancerer Apple et iWatch, vil de derfor ikke ride med på en bølge af noget populært, eller skabe noget helt nyt. De vil skulle kæmpe mod en generel tendens til at folk ikke går med ur. Det er helt anderledes end da iPaden blev lanceret som noget helt nyt. Det var også op ad bakken, men trods alt ikke i et vigende marked.

Et andet stort problem er at et iWatch vil have en alt for lille skærm, til at man i praksis kan buge det til ret meget andet end et normalt ur. Tekstbeskeder vil for eksempel være en pine at skulle skrive på en så lille skærm.

Et smartur giver næsten kun mening, hvis det skal spille sammen med andre enheder såsom iPhones eller iPads. Alene vil funktionaliteten være yderst begrænset. Det gør salget afhængigt af, at folk i forvejen har en iOS-enhed - og ønsker at smide en ekstra sum penge i at øge funktionaliteten.

Apples skærme er traditionelt ikke ret gode udendørs i sollys, da de reflekterer det omgivende lys. Et ur der blænder en, når man er udenfor, virker som en dårlig ide.

Det taler for

Andre smarture rider på en enorm bølge for tiden. På Kickstarter, hvor iværksættere kan få finansieret nye ting direkte fra brugerne, satte smarturet Pebble ny rekord for indsamlede midler. Interessen er altså til stede. Apple har et enormt stampublikum der allerede har iOS-enheder og vil elske nyt grej.

iWatch kan være en mere naturlig indgang til Siri. iPhonen vil kunne ligge i lommen eller tasken, mens man alligevel vi kunne modtage og foretage opkald. Enten vie tryk på skærmen eller stemmestyret via Siri. Det samme kan gøres med beskeder og mange andre ting.

Nok er skærmen lille - omend det selvfølgelig i princippet sagtens kan gå hele vejen rundt om armen. Derudover kan et iWatch kan sagtens have en kraftfuld processor, der sætter det i stand til meget krævende ting. Måske kan der også indbygges regulært telefon-funktionalitet, så enheden i virkeligheden kan erstatte en rigtig telefon, bare uden en stor skærm. Lyden kan så gå gennem et trådløst headset, som jo efterhånden er en almindelig gadget.

Bærbare teknologi er fremtiden. Sensorer der måler alt fra blodtryk til ens fysiske aktivitet bliver mere og mere almindelige. Sensorer kombineret med et iOS-interface på iPhonen giver en overlegen grænseflade for rigtigt mange ting. Et iWatch kan være Appls første forsøg udi bærbar elektronik, lidt lige som Apple TV er det på TV-markedet i dag. Et "hobbyprojekt" der skal indsamle erfaringer og med tiden måske helt erstatte iPhonen.

Da iPaden blev kendt blev den ikke just positivt modtaget. De fleste mente at det var en underlig og overflødig ting, der hverken var telefon eller computer. Som bekendt har iPaden vendt op og ned på computerbranchen, og måske kan Apple gøre det igen med et smartur. Kan nogen gøre det, er det i hvert fald Apple. Apples fordel er sammenspillet med de andre iOS-enheder og at Apple har en kritisk kundemasse, der er klar til at købe hvad som helst. Får Apple et iWatch til at spille 100% sammen med deres andre produkter, er der et meget stort potentiale. Noget som hverken Pebble eller de andre, der har forsøgt, har haft.

Om et iWatch bliver en succes eller en fiasko, kan kun tiden vise - hvis vi da overhovedet får et.

Hvad mener i?

Scroll ned for at se kommentarer