Tidligere på ugen omtalte vi Ekstra Bladets noget påtagede artikelserie om sikkerheden, eller snarere den manglende sikkerhed, på moderne smartphones som iPhones og Android-mobiler. Det meste byggede på information fra det danske sikkerhedsfirma CSIS, der blandt andet mener at iPhonen er usikker fordi App Store er tæt kontrolleret af Apple, mens de mere åbne appstores uden nogen form for kontrol vurderes som mere sikre. Den slags logik er selvfølgelig svær at argumentere i mod, men jeg forsøgte alligevel i Tag det helt roligt din iPhone er sikker.

Ekstra Bladet modsiger sig selv

Egentligt var der ikke så forfærdeligt meget mere i den sag. De store medier havde ukritisk lappet Ekstra Bladets historie i sig, men lad os da alligvel bare gøre den færdig. For onsdag havde Ekstra Bladet nemlig endnu en artikel om iPhonens sikkerhed. Denne gang uden store spisesedler og forsideomtale, men derimod en lille notits på side 24. Artiklens indhold fortæller rigtigt godt, hvorfor Ekstra Bladet gemmer den væk på side 24. Den er nemlig lodret uenig i de konklusioner og budskaber avisen har brugt flere dage og snesevis af sider på at udbrede.

"IPhonen vinder på sikkerhed"

Artiklen fortæller nemlig under overskriften "IPhonen vinder på sikkerhed", at iPhonen er bedre beskyttet end andre smartphones når det gælder angreb fra malware og virus. Samtidig får iPhonen topkarakter for at holde styr på hvor apps'ne kommer fra, og hvem der har lavet dem takket være Apples lukkede App Store model. Generelt får alle smartphones en rimelig positiv bedømmelse. Apple er dog foran fordi Apple går længere med sin kontrol. Rapporten er udarbejdet af sikkerhedsfirmaet Symantec.

Så blev smilebåndene også strukket i dag

Tænk hvis notitsen havde været bragt et par dage tidligere. Så havde Ekstra Bladet stort opsatte skræmmekampagne for usikre smartphones nemlig været i samme avis, som den lille Ritzau-notits, der bedømmer smartphones som sikre. Det havde været fantastisk hvis en journalist med 100 ord, kunne pille en anden journalists hovedhistorie fuldstændigt fra hinanden.

Det kunne være at Ekstra Bladet fremover skulle koordinere deres artikler og vinkler lidt bedre, så en lille Ritzau-notitspå under 100 ord ikke fuldstændigt tager brodden af en stort opsat artikelserie en anden journalist har skrevet. Herfra skal der dog ikke lyde nogen beklagelse - og heller ikke et "hvad sagde jeg". Vi nøjes med glæde os over, at smilebåndende også er blevet strukket i dag.