I mange år har man sagt, at computere ville hjælpe os med at blive papirløse. Alting ville foregå på computere, hvilket ville fjerne behovet for at bruge papir. Det lyder logisk nok, eftersom computeren jo stort set kan klare alle de opgaver, hvor man traditionelt set har brugt papir. Alligevel er der nærmest skræmmende eksempler på, hvor galt det står til. Eksempler hvor computeren ikke har mindsket behovet for papir, men ligefrem øget det. Enten fordi programmerne er lavet uhensigtsmæssige, eller fordi brugerne ikke kan undvære papiret.

Mails printes og køres 137 km

De fleste af os kender sikkert til, eller gør det måske lige frem selv, de personer, der konsekvent printer alle emails ud på papir; "for så er de jo nemme at læse" eller putte ind i en arkivmappe. Et af de mest groteske eksempler stammer fra Statsforvaltningen Midtjylland. De modtager omkring halvdelen af de indgående sager elektronisk som e-mails. Efter modtagelsen bliver e-mailen printet, journaliseret og lagt i en fysisk sagsmappe. Herefter kører en lastbil hver eftermiddag de 137 kilometer fra Ringkøbing til Århus med den del af papirbunkerne, der skal til myndighedens Århuskontor. Statsforvaltningens argumentet er, at sagsbehandleren skal have sagsomslaget, så tingene kan være samlet. "Hvis sagsbehandleren får indbakken fuld af andre sager, end dem han sidder med, kommer der ekstra arbejde. Hver medarbejder har jo mange sager i gang hele tiden," forklarer Statsforvaltning Midtjyllands direktør Torben Sørensen til version 2.

Politiet printer onlineanmeldelser ud og taster dem ind igen

Et andet eksempel er fra Politiet. Her kan man klare anmeldelser af for eksempel cykeltyveri via politiets hjemmeside. Smart og papirløst ikke sand? Nej, for politiets forskellige systemer taler ikke sammen, så politiet printer anmeldelsen ud og taster dem i et andet system: "Hver morgen printer vi så vores mailboks, og så sidder der en medarbejder og skriver oplysningerne ind i cykelregistret. Det er manuelt arbejde, men systemerne taler jo ikke sammen", siger Bo Ludvigsen, der er sekretariatsleder på Station Bellahøj til Politiken.

Man kunne sikkert finde flere ligende eksempler, men det er der ingen grund til, for jeg vil meget hellere komme ind på ting, som rent faktisk virker og som kan spare os for papir. I denne forbindelse tænker jeg selvfølgelig på vores alle sammens kære iPhone. Har den mon betydet noget for vores papirbrug - eller er der ligefrem nogen der er blevet helt papirløse efter de fik en iPhone?

Kan iPhonen gøre os papirløse?

Klassiske eksempler er at bruge iPhone som kalender eller til noter. Online tjenester som Wikipidia eller andre leksika har nok også mindsket bruge af fysiske opslagsværker og ordbøger. Der findes i dag services, så man får sine kvitteringer fra indkøb digitalt i stedet for på papir. Jeg kunne blive ved, eksemplerne er mange. Men jeg vil meget hellere høre fra jer læsere; Er i blevet papirløse på arbejdet eller privat? Har i nogle tips til hvordan andre kan blive det, eller på at man kan effektivisere sine arbejdsgange ved ikke at bruge papir?

Bolden er givet op; kom med jeres egne historier og tips til iPhonens rolle i det papirløse samfund. Og lad os se om vi ikke kan gøre det lidt bedre end Politiet og Statsforvaltning Midtjylland.

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.