Der er efterhånden ved at være konsensus omkring, at Apple ved næste iPhone-opdatering vil lancere en eller ligefrem to iPhones med en skærm større end de 4-tommer, vi finder i den nuværende iPhone. Hvorfor Apple skulle gøre det, er derimod noget mere uklart, men det er åbenbart blevet sådan, at jo større skærmen på en telefon er, desto bedre. Derfor har Apple også fået hug af flere anmeldere. De finder iPhonen fantastisk, men skærmen for lille. Pudsigt nok de sammen anmeldere der inden iPhonens lancering i 2007 gav nye telefoner hug fordi skærmen var for stor.

Styr på størrelsen

Men hvad er hoved og hale, når det handler om skærmstørrelser? Betyder størrelsen virkelig noget for brugeroplevelsen, og er det noget kunderne efterspørger? Eller er det lige som i andre af livets forhold, bare et udtryk for at nogen skal kompensere med ordentligt krabat fordi de ikke har andet at prale med?

Lad os starte med at kigge på de forskellige skærmstørrelser. Det er blevet normen at inddele mobile enheders skærmstørrelser i fire kategorier. Alt over 7 tommer er tablets, som vi gemmer til en anden gang. Denne gang holder vi os til telefonerne, som altså kan inddeles i tre størrelser. Grænserne er lidt flydende og overlappende, men i runde tal er alt under 3,5" en lille skærm. Alt over 4" er en stor skærm, mens det midt i mellem er en normal skærm. Den gamle iPhone-størrelse vil ligge lige på grænsen, men nok i dag være betragtet som en lille skærm, mens den nuværende iPhone med sine 4" lander i mellemkategorien. Kategorien med store skærm har sit eget navn. Man kalder dem også phablets, som en slags blanding mellem en phone og en tablet. Betegnelsen bruges mest om enheder med skærme i den øvre del af kategorien, det vil sige omkring 5" til 7"

Android-brugere foretrækker ikke store telefoner

Nu da vi har nogle kasser at putte tingene ind i, kunne det være en god ide at kigge på lidt statistik. Kan vi på nogen måde se om kunderne efterspørger phablets og om det er et område som Apple bør begive sig ud i? Google har heldigvis noget tilgængelig statistik på de Android-telefoner, der anvender Google app-butik, Google Play. Af den statistik fremgår det, at langt hovedparten af alle Android-enheder ligger i mellemsegmentet. Det drejer sig om næsten 80%. Derudover er der stort set lige så mange, der har en af de store som en af de små telefoner, nemlig omkring 8% af hver. Det er altså en myte, at Android-kunderne foretrækker store telefoner. Det gør de ikke. Faktisk er der lige så mange der foretrækker en lille telefon, som en af de store. Langt de fleste foretrækker dog en i mellemsegmentet. Det er i hvert fald sådan en, de har.

Salgstallene taler for sig selv

Googles egen statistik viser altså, at store mobiltelefoner og de såkaldte phablets ikke er ret populære. Folk vil hellere have telefonerne med en mere moderat skærmstørrelse. Disse tal er endda hentet i Google Play, som slet ikke er dækkende for den reelle fordeling. Google udelukker nemlig de telefoner der aktiveres, men ikke benyttes Google Play, fra statistikken. Dette er primært de små lavpristelefoner. Derfor er fordelingen i virkeligenden endnu mere i retning af de små telefoner, end statistikken viser.

Kigger vi på de reelle salgstal er tendensen den samme. I 4. kvartal sidste år solgte Apple omkring 50 millioner iPhones. Til sammenligning solgte Samsung kun 9 millioner af deres flagskib, Galaxy S4, der kommer med en 5" skærm. Kundepresset for større skærme er altså ikke ret stort. Det er i hvert fald ikke den afgørende parameter, når folk vælger telefon. Folk med en stor skærm elsker den sikkert, og har nok også valgt telefon efter skærmstørrelsen. Pointen er bare, at for langt, langt de fleste andre spiller det en mindre rolle, når de skal vælge telefon. Her er ting som sikkerhed, udvalget af apps, brugervenlighed etc. meget vigtige parametre.

Så selv hvis vi holder os til high end segmentet, hvor andelen af store Android-telfoner er betydeligt større end 8%, er pointen, at Samsung ikke er løbet med alle kunderne. Var de det, kunne man måske forstå kravet om en stor iPhone.

Det er ikke størrelsen, det kommer an på

Så konklusionen må være, at størrelsen heller ikke inden for mobiltelefoner er så vigtig endda. Men derfor sker der selvfølgelig intet ved, at Apple undersøger om de med en stor iPhone bedre kan levere varen. De skal bare holde sig for øje, at for kunderne er det ikke den vigtigste parametre. Apple skal ikke putte en større skærm i iPhone bare fordi - og slet ikke, hvis det koster på andre fronter.

Det er ikke iPhonens størrelse, der skræmmer kunderne væk. Tværtimod kan man jo sige, for i eksempelvis USA øger Apple hele tiden afstanden til Samsung, og det samme er givetvis gældende i sammenlignelige lande. At Apple skulle kunne øge salget, ved at skæve til hvordan Samsung gør tingene, er altså helt forkert. Samsung burde måske tværtimod (igen) holde lidt mere øje med hvad der sker i Cupertino og omegn.

Scroll ned for at se kommentarer