Debat: Er det Apples ansvar at dæmme op for tyveri af iPhones?

Det er ingen hemmelighed, at iPhones er er attraktivt bytte for tyveknægte og svindlere. Den er overalt, fylder intet, har stor gensalgsværdi, og er nem at komme af med. I New York er antallet af Apple-tyverier sidste år steget med 40%.
Tyverierne har fået chefanklager i New York, Eric Schneiderman, til at skrive til en række smartphone-producenter, for at høre hvad de har tænkt sig at gøre ved det, skriver Bloomberg. I brevet beskriver han blandt andet om en museumsarbejder, der blev slået ihjel for en iPhone, og flere lignende tilfælde, hvor iPhone-tyverier har medført personskade.
Alt sammen selvfølgelig ubehageligt og bekymrende, men Schneiderman tager skridtet videre og stiller indirekte Apple ansvarlig for disse forbrydelser. Han siger at Apple har fejlet, fordi de har undladt at leve op til kravene om at sørge for kundernes sikkerhed. Schneiderman siger endda at han er "specielt bekymret", hvis det viser sig, at Apple har haft fordel af øget iPhone-salg, som erstatning for de iPhones, der bliver stålet.
Sat på spidsen
Sat på spidsen mener Schneiderman altså, at Apple har en økonomisk interesse i at folk får stjålet deres iPhones, fordi folk så køber en ny iPhone, og Apple derved får solgt flere. Fordi Apple har en interesse i at folk får stjålet deres iPhone, har Apple bevidst undladt at gøre noget for, at det ikke sker, mener Schneiderman.
Det er selvfølgelig svært at tage Schneidermans ulogiske udmeldinger seriøst her i Danmark. Men i USA går de som bekendt meget op i at få placeret ansvar og skyld, når det er det mindste galt - og ofte er det jo alle andres skyld end ens egen. De har deres egen logik, og det kan derfor bestemt ikke afvises, at Schneiderman får held med sin dagsorden - hvad den så er, og hvad det så fører til.
Er iPhones så specielle, at Apple har et særligt ansvar?
Det interessante er, hvordan Schneiderman i ramme alvor kan mene, at iPhones adskiller sig alle andre ting, der også er mål for tyve og også bliver erstattet et et nyt tilsvarende produkt? Tyveri medfører altid øget salg, lige som biluheld gør det. Hver gang en bil kører galt eller et hus bliver udsat for indbrud, øger det nationalproduktet. Det kan ikke være anderledes. Derfor får man meget nemt en mistanke om, at Schneiderman enten er seneste skud på stammen af folk, der ikke bryder sig om Apple - eller at han bare benytter et kendt varemærke til at få taletid i et forsøg på at opnå et eller andet. Måske er der snart lokalvalg til posten som chefanklager, eller også går han rundt med guvernør-drømme?
Det pudsige er endda, at apple rent faktisk har taget tiltag i retning af at modvirke tyveri. Apple er for eksempel med i den nationale database, der skal forhindre at stjålne telefoner kan benyttes i USA. Apple har også for flere år siden lanceret "Find min iPhone", så man ved tyveri har mulighed for at opspore sin iPhone. Begge dele noget, der burde gøre det uattraktivt at stjæle folks telefoner.
Men når alt kommer til alt, er Apple nok skyldige. I hvert fald skyldige i at lave så lækre produkter, at også de langfingrede vil have dem - og hvad kan man reelt gøre ved det? Måske der var tyvene der trængte til en moralsk opsang fra Schneiderman og ikke Apple.