Roskilde Festivalen går nye veje for at sikre at deltagerne på festivalen kan få et overblik over, hvor og hvornår kunstnerne spiller på festivalen - også, når der ikke er mobildækning. Og det er der ingen garanti for, at der er, når mere end 100.000 festglade mennesker samles for at høre musik på Roskilde Festival.

Roskilde Festival har derfor fået udviklet en smartphone-løsning, der kan opdatere festivalgæsterne med nyheder, selv om mobilnettet er overbelastet. Når den færdige app går i luften i begyndelsen af juni, vil den understøtte bruger-til-bruger-kommunikation og effektiv spredning af brugernes egne events på festivalen.

"Vi har lyttet til sidste års kritik og til de brugerinput, vi har modtaget i år, inden vi gik i gang med udviklingen af årets festival app. Deltagerne skal før, under og efter festivalen have en app, der giver overblik og er nem er bruge.", siger Christina Bilde, talskvinde ved Roskilde Festival. "Det er vigtigt at app’en ikke blot understøtter festivalens officielle kommunikation, men at den også bidrager til en høj grad af brugerinvolvering".

Alle brugernes mobiler indgår i ét stort netværk

Men hvordan får man adgang til opdaterede informationer, hvis dækningen er dårlig? Det har udviklerne fundet en smart løsning på. Kommunikationen sker nemlig via telefonernes BlueTooth-forbindelse, så der i princippet opstår ét stort netværk mellem deltagernes smartphones. Når festivalen starter, kan app’en ved hjælp af bluetooth derfor distribuere nyheder direkte mellem festivalgæsternes mobiler, så de spredes til alle brugere, selv om dækningen er sporadisk. Det vil sikre hurtig og effektiv deling af både festivaldeltagernes egne camp events og af eventuelle opdateringer til festivalprogrammet. Det kræver selvfølgelig at tilstrækkeligt mange har slået Bluetooth til og går med på ideeen om, at skabe et fælles netværk til gavn for alle. Er der langt mellem smartphones, vil det således ikke virke optimalt.

Den nye Roskilde-app, der nu lanceres til iPhone og Android, vil blive opdateret løbende frem mod festivalen. Brugerne vil blandt andet kunne skræddersy deres eget festivalprogram, høre musik via streamingtjenesten Wimp og se YouTube-videoer, ligesom der selvfølgelig er integration med Facebook, hvor man kan dele sit program og sine favoritbands med vennerne.

Roskilde Festivals app kan hentes gratis i App Store (link).

Scroll ned for at se kommentarer

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.