Numerity er et spil, hvor det handler om at finde ting, nærmere bestemt tal. Det er et enkelt og elegant spil, hvor der både skal kigges og tænkes.

På skærmen vises en masse forskellige tal i forskellige størrelser og toner af den samme farve. Man får besked på at finde et bestemt tal, som vil være af finde flere steder på skærmen i forskellige størrelser og farvetoner. Når man har fundet tallet trykker man på det, og det bliver markeret i en mørkere farve. På dennne måde bliver man sat til at finde en masse tal i hver bane.

Når alle tal er fundet zoomes billedet ud, og først her ser man hvad de markerede tal tilsammen forestiller. Men måske har man allerede tidligt luret, hvad billedet vil komme til at forestille, hvilket dog er svært. I så fald ved man også, hvor man skal lede efter tallene.

Der er fem forskellige temaer med 10 baner i hver (og flere skulle følge). I første tema, der er forholdsvis nemt, ses billeder af kendte mennesker. De følgende temaer bliver sværere, da man pludselig skal til at regne. Her bliver man ikke bare bedt om at finde et tal, men indimellem eksempelvis 24 + 39, dvs. at det er tallet 63, der skal findes.

Der er tid på hver bane, og man bliver præmieret med op til tre stjerner, alt efter hvor hurtig man er til at finde de pågældende tal. I hvert tema skal man opnå et bestemt antal stjerner for at kunne gå videre til næste tema.

Både voksne og børn, med en vis mængde regnefærdigheder, kan hygge sig med spillet.

Opdatering: Numerity er ikke længere tilgængelig.