My Story - Story creator for kids er en app, hvor man sammen med sine børn kan lave sin helt egen virtuelle bog. Man skal selv lave tegningerne og skrive teksten, og en særlig finesse ved denne app er, at man også selv kan indtale teksten.

Man starter med at at give bogen et navn. Dernæst skal man lave en forside, og der er flere forskellige tegneredskaber, som kan bruges, og mange forskellige farver at vælge i mellem (jeg mangler blot en grå). Til sidst kan man skrive teksten til hver side og eventuelt indtale teksten også. Man kan hele tiden gå tilbage til sit storyboard, så man kan holde styr på hvor mange sider man har lavet og overskue hele processen.

Det kan gå hen og blive et rigtigt fint projekt for børn alene, eller i samarbejde med forældre. Jeg synes i hvert fald, at denne app er en super god idé. Som voksen skal man dog ikke holde sig tilbage, selvom appen måske mest er tiltænkt børn. Jeg har i hvert fald tyvstartet.

Appen er rimeligt ny, og udvikleren har flere planer med appen, som med tiden vil få flere finesser, så som at bruge fotos , så børnene vil kunne lave en bog om eksempelvis deres egen sommerferie.

My Story - Story creator for kids kan købes i App Store for 12 kr (link).