Efter min mening Geocaching årets app. Jeg synes at det er supergodt fundet på. Vi har haft mange gode ture i skoven på jagt efter skatte. Programmet er ikke blot anvendeligt for den enkelte bruger, men kan involvere hele familien eller vennerne om man vil. Det er en rigtig god måde at få en, for børnene måske lidt "kedelig", skovtur til at synes mere spændende. Ligeledes kan en tur til hovedstaden forekomme mere interessant for poderne med en skattejagt i sigte. Specielt de skattejagter hvor der er små ting og sager i "skattekisterne", som man kan bytte ud med en medbragt "skat", er rigtigt gode hvis man vil involvere børn. Så det er en god idé at huske altid at have små "skatte" i lommerne, hvis man skulle støde på en "skat" på sin vej. Og her er det jo så nemt, for man har jo oftest sin iPhone med sig, så det kræver ingen større planlægning. Man kan altid lige checke om der skulle være en "skat" i nærheden, hvis man vel at mærke har tid til at lave en afstikker. På den måde bliver tilværelsen måske en tand mere spændende og eventyrlig...

Så er der også det aspekt, at det er en interaktiv leg. Det gør det lige lidt sjovere, synes jeg, at man er mange om "skattejagten". Og har man mod på det, ja, så er det bare med at komme igang med selv at gemme "skatte", så vi andre kan gå på jagt efter dem.

Programmet har jo et stort potentiale for mere eller mindre eventyrlige "skattejagter", ved at man pynter på jagten med en god historie. For eksempel kunne der være en version for de kulturelle, hvor man skulle finde frem til næste "skat" ved hjælp af historiske hits. Eller hvis der kommer et konkurrenceaspekt ind over (hvis ikke der er det allerede). Vi er da stødt på, at folk har fået lavet specielle stempler ("Fundet"), til at markere deres fund i den lille bog, der oftest findes i "skattekisterne". Imponerende. Så der er da nogle, som går op i det med liv og sjæl. Jeg har da også hørt at der er nogle, der er hard core geocachere, som rejser land og rige rundt, for at finde alle de skatte de kan. Men man kan altså også lave den mere tilbagelænede model, hvor man tager på mindre ture i lokalområdet i ny og næ. Dertil kan man så, hvis man alligevel skal på ferie, undersøge om der skulle være nogle "skatte" i nærheden af feriemålet. Man kunne måske til en afveksling lade forekomsten af "skatte" afgøre hvor ferien går hen. Det var da en ny indgangsvinkel til feriemålet.

Så hvis du ikke allerede har dette program, synes jeg bestemt at det er anskaffelsesværdigt. Godt nok er det noget dyrere end de fleste andre programmer med sin pris på 59 kr, men hvis man synes at det kan erstatte en tur i eksempelvis Tivoli, ja så er det jo tjent hjem. Og så kan man jo bruge programmet ubegrænset. Så fat din iPhone og begiv dig ud på "skattejagt", og tag gerne børnene med, hvis du er indehaver at sådan nogle.

Kan hentes i App Store (link).

Onlime

Passer du godt på dine data?

Ville det ikke være surt at miste alle dine fotos fordi din iPhone går i stykker? Sørg for at tage backup nu! Onlime tilbyder ubegrænset backup af alle dine enheder i skyen.